Nyhed

Neil Young har overraskelser i sadeltaskerne

Legenden har luftet adskillige rariteter op til onsdagens københavnske koncert

Når 68-årige Neil Young og hans legendariske orkester Crazy Horse onsdag aften (30/7, red.) går på scenen i Forum på Frederiksberg, må det siges at være en længe ventet koncert. Young og makkere skulle have optrådt i Forum sidste år i august, da medguitaristen Frank "Poncho" Sampedro imidlertid brækkede hånden i et trafikuheld, og den resterende turné blev indstillet - inklusive koncerten i København. 
 
På det tidspunkt havde undertegnede dog allerede overværet gruppens koncert i Berlin tidligere på sommeren, hvor Neil Young & Crazy Horse levede op til deres live-ry med en koncert, som blandt andet bød på klassikere som "Like a Hurricane," "Heart of Gold" og "Powderfinger" samt en akustisk udlægning af Dylans "Blowin' in the Wind."
 
Neil Young & Crazy Horse indledte dette års Europaturné i Reykjavik tidigere på måneden, og at dømme efter turnéens seneste stop i blandt andet Wien og på den italienske Collisioni Festival i Barolo kan danske fans se frem til et sæt med flere uventede indslag ved onsdagens besøg.
 
Lever med krig
 
Ved koncerten i Barolo, Italien, i mandags valgte holdet således at støve det uudgivne 2001-outtake "Standing in the Light of Love" af, ligesom Youngs arrige anti-krigs-sang "Living with War" (fra albummet af samme navn) var på programmet.
 
Det havde den også været aftenen forinden i tyske Ulm, hvor fans også fik "Name of Love" fra Crosby, Stills, Nash & Youngs 1988-udspil "American Dream." Tidligere på turnéen har Young og band også luftet en helt ny sang, "Who's Gonna Stand Up & Save The Earth," mens Young har valgt at åbne koncerterne på denne del af turnéen med "Ragged Glory"-rockeren "Love & Only Love."
 
Umiddelbart inden denne sommers Europaturné blev Crazy Horses bassist Blly Talbot ramt af et slagtilfælde. Han erstattes i København såvel som ved de øvrige europæiske koncerter af kollegaen Rick Rosas, som iøvrigt også var med, da Young gav en eklatant fremragende koncert i Horsens tilbage i 2008. 
 
Det spillede Neil Young i Barolo, Italien, i mandags (21/7, red.):
 
Love & Only Love
Standing in the Light of Love
Goin' Home
Days That Used To Be
Living with War
Love to Burn
Name of Love (Crosby, Stills, Nash & Young-sang)
Blowin' in the Wind (Bob Dylan)
Heart of Gold
Barstool Blues
Psychedelic Pill
Cortez the Killer
Rockin' in the Free World
Who's Gonna Stand Up and Save the Earth (ny sang)
 
Billetter til koncerten er i salg og kan skaffes via GAFFA Live
 
 
ANNONCE