Jack Whites eget pladeselskab er klar med en live-dokumentation af duoens første besøg til Japan i 2000
Jack White, der i søndags lukkede Orange Scene på Roskilde Festival, planlægger at udgive et nyt live-album med The White Stripes. Det vil blive udgivet gennem hans abonnement-service til hans eget pladeselskab Third Man. Det skriver engelske NME.
"Live Under The Lights Of The Rising Sun" dokumenterer duoens første besøg til Japan i oktober 2000 og består af 31 sange - inklusive coverversioner af "I'm Bored" af Iggy Pop og Screaming Lod Sutchs "Jack the Ripper" samt en tidlig version af "Dead Leaves And The Dirty Ground". Albummet vil blive den 21. udgivelse fra The Vault-abonnement-servicen, som Whites Nashville-baserede pladeselskab står bag.
The White Stripes spillede to koncerter, hvor de var opvarmning for The 5.6.7.8, og begge koncerter er at finde på live-albummet plus endnu usete billeder taget under én af koncerterne. Du kan høre en bid af liveudgaven af "Hello Operator" her:
Er du Jack White-fan kan det godt betale sig at blive medlem af The Vault. Medlemmer får nemlig også The Dead Weathers næste single, "Buzzkill(er)", i en flot vinyl udgave.
Jack White kom i weekenden Roskilde Festival til undsætning, da den canadiske rapper Drake aflyste. Uden slinger i valsen takkede White ja til at lukke Orange Scene søndag nat. Han modtog til gengæld fire stjerner af GAFFAs Ole Rosenstand Svidt for indsatsen under overskriften: "Guitarekvilibristen viste uforfalsket spilleglæde, men nærmede sig til tider tomgang."