Nyhed

Reportage: GAFFA på G! Festival, Færøerne

Færøernes store årlige musikbrag G! Festival er netop afsluttet. GAFFA var med for at tage pulsen på stemningen, musikken og den spektakulære færøske natur højt mod nord

Den færøske G! Festival må have en af de mest spektakulære festivallocations i verden. Festivalen ligger på en rå sandstrand direkte ud til en gigantisk mørkeblå fjord i den lille bygd Gøta i Nordatlanten cirka en times kørsel fra hovedstaden Tórshavn. Den dybe fjord ligger omkranset af nogle majestætiske irgrønne klippebjerge med græssende får og skrigende søfugle, mens vattykke tågebanker dovent bevæger sig op og ned langs fjeldet. Det svimlende scenarie henleder en på landskaberne fra Tolkien's "Lord of the Rings" og den populære serie "Game of Thrones", og det er let at forestille sig både jætter, orker, kæmper, fenrisulve og andre nordiske sagnfigurer bevæge sig rundt her i levende live.

Mere jordnært bliver det på festivalens lille campingareal, hvor det hovedsageligt meget unge publikum har slået sig ned i telte på de grønne bakker ud mod fjorden. Hvis man lige kigger væk fra den storslåede udsigt, minder lejrområdet om en Roskilde Festival i miniputformat, hvor der er gang i drikkespil, øl-bonner, flirt, fest og sound systems. Nede ved selve hovedscenen, som er placeret direkte på stranden, er der også gang i den denne torsdag eftermiddag, hvor musikken dog ikke er i gang endnu. I stedet bruger publikum ventetiden med at drikke rigelige mængder af den lokale (og velsmagende) øl Föroya Björ og eksotiske drinks i strandbaren - eller tage en tur i de fire store opstillede trækar med opvarmet vand, hvor man derefter hopper direkte ud i det otte grader varme nordatlantiske hav. En genial festival feature her i det høje nord.

Ingen låste døre


Selv bruger GAFFAs udsendte reporter tiden på at få festivalarmbånd på og finde det hus, hvor en lokal værtsfamilie har været så venlige at sørge for indlogering i festivaldagene. Da Gøta er en ganske lille landsby, findes der hverken hotel eller vandrehjem her, så alle artister og festivaldelegerede bor privat hos byens befolkning, hvad der giver et familært og storkollektivt islæt over festivalen. Familien er utrolig venlig og inviterer både på morgenmad og middag samtidig med, at man ikke behøver at have nogen nøgle til hoveddøren, da døren alligevel aldrig bliver låst. I Gøta stoler man nemlig på hinanden.

G! Festival har i år 12 år på bagen og er i dag den næststørste færøske festival med plads til cirka 7000 publikummer. En betragtelig størrelse taget i betragtning af at hele landet kun rummer en befolkning på knap 50.000 mennesker. Festivalen har cirka 70 forskellige artister, bands og dj's på programmet fra både Danmark, Norge, Sverige, England, USA - og så selvfølgelig Færøerne, som står for langt over halvdelen af det alsidige musik line-up. Hovednavnene på den tre dage lange festival består blandt andet af danske Malk De Koijn og Baby In Vain, det amerikanske disco-funk band Sister Sledge samt de lokale helte i Tyr og Byrta.

Efter en solid færøsk middag med fiskesuppe og lækker lammekølle i festivalens backstagelokale går første stop mod stranden, hvor hovedscenen er placeret lige ud til det buldrende nordatlantiske hav. Her sidder publikum og bobler i de store opvarmede trækkar og drikker øl, mens de venter på aftnens hovednavn Malk De Koijn.


Electro-pop og Hip-hop i Midnatssolen

Inden da går turen dog først over mod festivalens anden største scene, som ligger på byens legeplads. Her er danske Lydmor i fuld gang med at sætte gang i det lyttende og feststemte publikum med sine sitrende og melodiske elektroniske kompositioner, som bliver leveret legesygt og charmerende med små personlige anekdoter mellem hvert nummer, der kæder hele seacnen flot sammen. Bagkvinden bag Lydmor, Jenny Rossander, minder med sit kulsorte hår og kjole og fabulerende gestik om en selvsikker ypperstepræstinde, når hun spankulerer rundt på scenen og elegant skifter mellem de tre synthesizere og to mikrofoner. Musikken skifter mellem tyste, skrøbelige og hudløst ærligt smukke elektro-hymner og så nogle mere kraftfulde og meget iørefaldende eleckto-pop sange fyldt med loops og samples, som straks får skabt en fest foran scenen. Det hele kulminerer i en über-catchy sang om sex, hvor Lydmor får alle de første rækker oppe foran med til ekstatisk fællesdans og smil på læben.

Heroppe højt mod nord går solen aldrig rigtig ned om sommeren. Selvom klokken nærmer sig 23.00, har tusmørket kun lige sænket sig en smule over den dybe fjord, mens Malk De Koijn står klar i kulissen til at fyre den af. Det kan roligt siges, at det er noget af et scoop for G! Festivalen, at de har fået Malk De Kojn på plakaten. Hiphop-gruppen kan nemlig i år fejre sit 20-års jubilæum, og det bliver ellers kun fejret med én koncert, som foregår på Gjethuset i Frederiksværk den 15. August. Og så altså en optræden her på Færøerne. Der er en sitrende forventningsfuld stemming i luften hos det unge publikum, som bevæbnet med dåseøl og små flasker sprut valfarter ned på den forblæste strand og den store scene. Der lyder et jubelbrøl, da de tre herrer Tue Track, Geolo G og Blæs Bukki dingler op på scenen klar til at kickstarte nattens fest. Og det gør de lige fra starten, hvor energiniveauet er tårnhøjt, og hvor vi får en times rendyrket vanvidsfest i selskab med sange som 
"Sneglzilla", "Fem Øres Ting", "Toback to the Fromtime", "P.I.G.E." og "Kosmisk Kaos" som nogle af højdepunkterne.


Undervejs fortæller Geolo G, at bandet var lidt betænkelige ved at tage til Færøerne og spille, for kendte folk heroppe overhovedet sangene? Det skulle de dog ikke være nervøse ved, for det hele mindede om en hjemmebanesejr, hvor der blev skrålet med på de fabelagtige rim og samples. Under "Weekendkriger" blev der både twerket og crowdsurfet, og Malk De Kojn kunne gå af scenen med vished om, at de er lige så store på Færøerne som herhjemme.

Efter sådan en energiudladning fortsatte festen med lidt mere rolige toner i selskab med det færøske stjerneskud Greta Svabo Bech, som blandt andet har samarbejdet med Deadmau5. Musikken bestod af filmiske, sfæriske og stærkt atmosfærefyldte lydbilleder indenfor electronica og alternative country, som passede smukt til de rå landskaber og den midnatssol oplyste nat med dramatiske sorte skyer over fjeldene. En veloverstået første dag på G! Festival.

Se billeder fra G! Festival 2014 i GAFFAs Billedgallerier.


ANNONCE