Robyn og Röyksopp: Fra samarbejde til venskab

Radartrioen Röyksopp og Robyn er aktuelle med den dugfriske ep Do It Again, og i juni spillede de sammen på NorthSide. Vi tog en snak med de tre basglade venner om deres første samarbejde i fire år.

– Vi er beærede over, at Robyn ville arbejde sammen med os igen! Torbjørn Brundtland og Svein Berge anser sig selv som heldige. Sidste år fik de selveste Robin Miriam Carlsson til at tage turen til Bergen og arbejde sammen med dem om musikken til, hvad der endte med at blive den kluborienterede, bastunge ep Do It Again.

Og det kommer fra to fyre, som virkelig ser du til frit at kunne vælge vokalister fra øverste hylde: De sidste to år har de også turneret og indspillet sange med Susanne Sundfør.

– Når det kommer til det, vi har lavet med Robyn denne gang, drejer det sig om et virkeligt samarbejde i ordets egentlige forstand. Hun har været med i hele processen, fra at skrive sangene til produktion, arrangement, miks – hele pakken.

Den nordnorske electronica-duo og den svenske popstjerne har tidligere samarbejdet på to sange, da de gæstede hinandens album på henholdsvis Röyksopps Junior (2009) og Robyns Body Talk Pt. 1 (2010). Dette års Do It Again-ep blev imidlertid til på en anden måde end enkeltsporene.

Robyn: – Første gang, vi arbejdede sammen, var, da Svein og Torbjørn kontaktede mig og spurgte, om jeg ville være med på deres sang The Girl And The Robot. Men allerede dengang følte jeg mere, at jeg var en del af en klassisk samarbejdsproces, end at jeg var involveret med en producerduo.

Torbjørn: – Andre gange har det været anderledes. Det er også sket, at vi har brugt vokalister på sange, hvor vi på forhånd havde skrevet musikken. Men når vi henter samarbejdspartnere ind, er det uden undtagelse altid vigtigt for os, at de får lov at beholde det, der gør dem unikke. At de for lov at være sig selv.

Sådan blev det bestemt i Robyns tilfælde, som kom ind og tog Röyksopps sange i helt nye retninger.

Torbjørn: – The Girl And The Robot blev helt anderledes, end det vi i udgangspunktet havde forestillet os. Vi fik igennem dette bekræftet en antagelse, vi længe havde haft, nemlig at Robyn er et unikt og ægte supertalent indenfor det at skrive sange, tekstskrivning og alt. Så det gav jo appetit på mere, som det også hedder. Oveni udviklede vi jo et bånd – også ud over det rent kunstneriske. Et …venskab? Robyn er hurtig til at bekræfte:

– Vi havde det vildt sjovt, da vi arbejdede sammen om de to første af vores sange, The Girl And The Robot og None of Dem (Body Talk Pt. 1), og ikke mindst da vi efterfølgende turnerede sammen. Jeg havde flere ting, som jeg gerne ville prøve med dem. Desværre fulgte en lang periode, hvor det kun blev ved snakken om, at vi skulle af sted sammen igen og lave flere sange, planer som aldrig blev realiseret.

Sådan kan det gå, når vi har med tre af de mest populære og travleste musiknavne på vores del af jordkloden at gøre.

Til Bergen med blanke ark

Men endelig satte Robyn sig om bord på flyet fra Stockholm til Bergen. Med kun ét mål for øjet, forklarer Svein og Torbjørn.

– Intentionen var bare at lave noget musik, uden at have nogle større tanker eller forbehold omkring det. Sidste gang trioen samarbejdede, havde de udvekslet ideer, som de havde haft liggende. Denne gang startede de fra bunden.

Torbjørn: – Vi lukkede os inde i et rum med kun blanke ark og lavede sange helt fra begyndelsen. Da Robyn kom til Bergen, var det ikke på grund af en konkret ide om, at "nu skal vi lave en plade sammen." Sådan blev det bare. For at sige det en smule prætentiøst: Vejen blev til, mens vi gik.

– Det, som er så fantastisk ved at samarbejde med Svein og Torbjørn, er den unikke forståelse, de har for hinanden. Det handler selvfølgelig om, at de kender hinanden, men også om en gensidig forståelse for hinandens kultur. Og det var noget nyt for mig: Jeg har faktisk aldrig formået at samle så mange indtryk og erfaringer fra Norge, som jeg gjorde under mine tre uger i Bergen. For mig er det temmelig sjældent, at jeg får lov at blive tre uger på et sted, fordi jeg rejser så meget.

Albumplaner og religiøst gode koncertoplevelser

Det er ikke længe siden, ep'en Do It Again udkom, men Robyn, Svein og Torbjørn er allerede i fuld gang med andre albumprojekter.

Torbjørn: – Det sjove er, at alle tre på hver deres måde arbejder på individuelle Lionel Richie-tribute-album lige nu. Robyn: – Nej, jeg arbejder på et tribute-album til Michael Bolton! På svensk. Trekløveret fniser et stykke tid, men Svein formår til sidst at beherske sig: – Der kommer et nyt Röyksopp-album til efteråret! Bank under bordet.

Ep'en Do It Again kan betragtes som en forsmag på det kommende fuldlængdealbum, men Svein og Torbjørn forklarer, at det endnu ikke er afgjort, hvad det kommer til at betyde i praksis.

– Albummet vil rumme nogle af sangene fra ep'en – måske. Men i så fald bliver det i andre, omarbejdede udgaver.

Mens Röyksopp siden sidst har udgivet langspillerne Senior (2010) og Late Night Tales (2013), så er Do It Again faktisk Robyns første udgivelse i fire år.

– Der er gået nogle år siden Body Talk, men jeg har haft gang i musikken hele tiden. Jeg har bare haft lyst til at arbejde på en anden måde end at lave et fuldlængdealbum. Men det kommer også – på et tidspunkt.

Fænomenet skandinavisk electronica

I det store udland er Skandinavien ofte synonymt med elektronisk musik. Og Röyksopp og Robyn er ofte blandt de første navne folk tænker på, når de hører stikordet Skandinavien. Hvorfor er vi så gode til denne genre i vores del af verden?

Dette er ikke et nyt spørgsmål for Torbjørn.

– Svein og jeg har altid troet på, at vi har for kulturel vane at inkludere rigtig meget personlighed i musikken, som vi aldrig prøver at skjule eller glatpolere. Samtidig går vi heller ikke fuldstændig bananas og lader musikken få for stort et personligt præg, så det lyder uprofessionelt. Vi har altid haft for øje, at der ligger godt håndværk til grund.

Her er nøglen til Röyksopps store succes, mener han.

– Det handler om en kombination af de to: musik som lyder velproduceret, men som samtidig har rigeligt med karakter, er det, som mange har været på jagt efter. Og det indbefatter os selv. Dengang vi fandt vores stemme, var der ikke andre i verden, som lavede musik magen til.

Enigheden var stor dengang. Særligt blandt briter. Da den bergenske musikmogul Mikael Telle udgav Röyksopps syv-tommer So Easy i 1998 (som anden single nogensinde på Telle-selskabet), sørgede han nemlig for at sende nogle af de 500 eksemplarer i retningen af England, og det var der successen blev et faktum.

Svein og Torbjørn forklarer:

– Det var i England, at folk først lagde mærke til og tog bestik af os længe, før de gjorde hjemme. Det har nok noget at gøre med, at det er et land med en lang tradition for stærk musikinteresse i befolkningen.

Norge fulgte langt om længe efter.

Torbjørn: – For norske musikere har det traditionelt været sådan, at de har brug for en blåstempling for at bryde igennem herhjemme. Når først nogen skriver om dig i The Guardian, er det pludselig fedt, og norske aviser bliver endelig interesserede. Men det var måske nok mere sådan før i tiden – i de senere år har det egentlig vendt sig til det modsatte: At alt det som er norsk per automatik er fantastisk. Svein: – Det er rigtigt, at folk i England længe har haft sådan et forhold til Skandinavien og elektronisk musik, men tager du for eksempel til Mexico, vil folk fortsat bare tænke Black Metal, når man nævner ordet Skandinavien. Musikpressen i et land som England har imidlertid fortsat holdt øjnene åbne for spændende nordisk elektronica. Da Robyn i midten af 00'erne grundlagde sit eget pladeselskab og gik over til en mere elektronisk lyd, formåede hun at klatre op på selveste den britiske singlehitlistes førsteplads.

Robyn: – Det er bestemt meget interessant, det som sker her i Skandinavien, men jeg tror egentlig også, at der sker en masse interessant andre steder. Hos os forholder det sig bare sådan, at vi har fået blikket rettet mod os. Det er selvklart meget flot, at folk synes, at skandinavisk musik er god, men jeg har personligt ikke en stærk følelse af at være en del af et større skandinavisk fællesskab. For mig handler det mere om forbindelser mellem enkeltpersoner.

Svein: – Der er så mange bands i verden, som laver en kopi af musik fra en anden tid. De går hele vejen ud og klæder sig du som nogen fra den tidsepoke. Det bliver et blueprint. Når det derimod gælder den musik som Robin og Torbjørn og jeg laver, har vi helt klart referencer til ting i musikhistorien, men det bliver alligevel ikke en efterligning af noget, som tidligere er blevet lavet. Vores referencer er subtile og lagt ind i noget som opleves som unikt skandinavisk. Robyn mener, at dette unikke skandinaviske stadig er i gang med at tage form. – I Skandinavien er det først nu, at vi begynder at vågne op og tage del i verden. Lande som England og Frankrig er kulturelt så avanceret udviklet, de har haft så lang en historie, men vi er nye på banen. Og det tager tid at komme i gang.

I dag bygger mange musikere i Skandinavien nok også deres identitet på virtuelle fællesskab, fremfor at skabe noget unikt forankret i deres fysiske placering, mener Robyn.

- I dag vil mange skandinaviske musikere nok vælge at lave en bestemt type musik eller være en del af et bestemt miljø, og så er det bare at opsøge dette på internettet. Det fungerer jo som en slags egen platform, hvor det ikke spiller nogen rolle om man er svensk eller norsk. Man opererer på tværs af landegrænserne, og det er den musikalske niche der forbinder én. Samtidig er det relevant for den fælles kulturelle forståelse, som jeg nævnte, jeg føler med Svein og Torbjørn.

At dyrke sin personlige og unikke stil vil fortsat være nøglen til succes for alle tre, mener Torbjørn. Folk derude vil have den originalitet.

Torbjørn: Robyn har i lighed med os været usædvanlig, det ser man tydeligt, når man kigger tilbage på hendes karriere. Egentlig er det et sjovt paradoks, at folk ude i verden forbinder Skandinavien med Robyn, Svein og mig. Der er jo tale om tre mennesker som på mange måder skiller sig ud her. Vi er jo tre afvigere! – Svein og jeg er selvfølgelig norske, for så vidt, men vi føler os unorske – i vores væremåde og i måden vi har arbejdet med musik på i løbet af årene. Sådan er Robyn også. Han tænker lidt over sine egne ord: – Selvfølgelig unorsk, men også usvensk, tilføjer han. Robyn: – Jeg er lidt unorsk.

Torbjørn: – Du er godt nok lidt unorsk, Robyn. Det er det eneste, jeg holder imod dig.

Robyn – fra tyggegummi-idol til moderne kvinde

Svenske Robyn brød igennem allerede som 18-årig i 1997 med det verdensomspændende dance-pop-hit Do You Know (What It Takes) fra debutalbummet Robyn Is Here. Albummet var hovedsageligt skrevet i samarbejde med det succesfulde producerteam Denniz Pop og Max Martin. Sidstnævnte er hovedsagelig kendt som chefarkitekten bag slut-90'ernes poplyd – for eksempel Britney Spears. I 2004 ophørte samarbejdet mellem Robyn og hendes pladeselskab, da de reagerede negativt på hendes nye elektropop-lyd. Det resulterede i sangerinden startede sit eget selskab, Konichiwa Records, hvorfra hun siden har udgivet sin musik. Det første album, Robyn, udkom i 2005 og modtog en svensk Grammy samme år. I 2010 udgav Robyn de tre ep'er Body Talk Pt.1, Body Talk Pt.2 og Body Talk Pt. 3, som markerede hendes tilbagevenden til de internationale hitlister. Samtidig stadfæstede de også sangerindens nye modne udtryk og fuldendte således sangerindes rejse fra tyggegummipop-fænomen til selvstændig, moderne kvinde.

Röyksopp – barndomsvenner erobrer sammen verden

Svein Berge og Torbjørn Brundtland blev introduceret, da de var henholdsvis 12 og 13 år gamle. Det blev starten på et varmt venskab og en fælles lidenskab for elektronisk musik, som gradvis udviklede sig til eksperimenter ud i techno-genren. Efter nogle års adskillelse blev de to venner genforenet om musikken som Röyksopp i 1998. I 2001 fik de deres første single, So Easy, udgivet på det uafhængige pladeselskab i Bergen, Telle Records. Den blev brugt i en mobiltelefonreklame i England og blev således et hit. Den var således også at finde på duoens debut, Melody A.M., der udkom samme år. Albummet blev vel modtaget verden over, og duoen opnåede sågar succes i det sagnomspundne USA – ikke en dårlig bedrift for skandinavisk electronica. Siden da er tre album fulgt, The Understanding, Junior og Senior.

Duoens lyd er blevet beskrevet som varm, downbeat electronica, der forbinder elementer af house music og afroamerikanske lyde.