Guitaristen med tophat rocker, som var det 1987 på ny single
Mens Axl Rose igen og igen lover endnu et nyt Guns N' Roses-album eller to, har den legendariske L.A.-gruppes tidligere leadguitarist Slash allerede et nyt album på bedding. "World On Fire", indspillet med Myles Kennedy (Alter Bridge) & the Conspirators udkommer den 16. september, og du kan nu se en meget kreativ lyric-video til titelnummeret her forneden.
Musikvideoen er alt, hvad man ville kunne forvente af en gammel øgle fra Sunset Boulevard, der har taget sine baner coke på herretoilettet på The Roxy, har spillet larmende guitar i over 30 år og har en hang til bloddryppende splatterfilm. Det er hårdrock, som vi husker den, og musikvideoen er klart med på beatet.
Slash har ikke siddet ret stille i tiden efter Guns N' Roses. Ud over at have medvirket på andre kunstneres indspilninger har han haft tid til at udgive album med Slash's Snakepit, Velvet Revolver, som solokunstner og senest med Myles Kennedy & The Conspirators. Det er også blevet til en selvbiografi og en gyserfilm.
"World On Fire" kommer som opfølger til "Apocalyptic Love" fra 2012. Det udspil blæste GAFFAs Keld Rud bagover. Han kvitterede prompte med fem hårdtrockende stjerner og opsummerede i sin anmeldelse: "Det er svært at få øje på et tilsvarende medrivende og helhjertet bud på hård guitarrock pt."
Er guitarlarm, blow, blod og strippere noget for dig, jamen, så skal du bestemme klikke på "World On Fire" her: