Nyhed

Blaue Blume: Det vil vi høre på Roskilde

Festivalen nærmer sig, og den meget roste danske gruppe fortæller her, hvem de selv skal høre – og hvad vi kan forvente af deres egen koncert

Roskilde Festival nærmer sig med stormskridt, og derfor har vi spurgt en række af de optrædende, hvilke koncerter de selv vil høre på festivalen. Vi fortsætter med den unge, meget roste danske gruppe Blaue Blume, der kan opleves på Rising-scenen.

Julia Holter
Hendes seneste plade "Loud City Song" er i vores ører et tidløst mesterværk. På samme måde som Kate Bush besidder hun en kompositorisk eventyrlyst, som udkrystalliseres i feminine forunderlige popsange, der ikke lader sig styre af den gængse form, hvilket vi ser meget op til. Vi glæder os til at se hende i levende live, måske endda fange hende i en fejl eller to og gå derfra med et lidt mere humant syn på den perfekte musiker.

(Sangen, "Four Gardens", starter seks minutter inde i klippet, men det lille interview er også særdeles vedkommende)   

 


Deerhunter


Super-interessante produktioner på plade fortolket live som et 90'er-rockband uden at gå på kompromis med sangenes kvaliteter og storhed. "Helicopter"s underspillede "Coaster/Highway"-storhed fra pladen forvandles her til en energiudladning af dimensioner.




Warpaint

Vi har lyttet ret meget til den nye plade, og det bliver interessant at se dem opføre den live. Knudrede og detaljerige produktioner i samarbejde med Nigel Godrich, som det kræver sin mand (eller kvinde) at være tro mod i livesituationen. Hvad vi hidtil har set med dem på nettet tegner dog godt.




I forhold til vores koncert på Roskilde kan man forvente sange fra før, sange fra "Beau & Lorette" og en sang, der kigger fremad. Vi glæder os helt vildt. 

 

 
 


ANNONCE