Vi tegner et portræt af sangskriveren bag blandt andre Emmelie de Forests grand prix-vinder Only Teardrops
Se flere billeder af Thomas Stengaard i studiet i GAFFAs gallerisektion
Tidligere var han vordende stjerne i The Benefits, men trods gyldne løfter og dyre udenlandske underskrifter gik drømmen i sig selv. Men han kunne noget bag en mikserpult og det med at sætte akkorder, hooklines og beats sammen. Det er der blandt andet kommet Grand Prix-vinderen Only Teardrops ud af.
Hans største skalp er at co-skrive den internationale Melodi Grand Prix-vinder 2013, og han er initiativtager til Eurovision-sangskrivercampen "It's all about songwriting", så meget passende møder han op i et outfit, der signaler schlager over hele linjen. Nærmere bestemt Batman-cap og AC/DC-T-shirt, og så er det ikke engang en joke.
– Hvis du ser bort fra djævlehornene og de fræsende guitarforstærkere, så er AC/DC langt hen ad vejen rendyrket og ekstremt fokuseret pop. Stramt, præcist og effektivt, meget klart og tydeligt bygget over en gennemgående formel. Når de rammer den bedst, er det verdensklasse.
Vi mødes hjemme i Thomas' nye hus, som han deler med en sjov og levende, blåhåret kæreste, der med fingrene signalerer "bla bla", efter at det planlagte interview på en time har overskredet de tre, og hvor det er lige før, guitarerne bliver fundet frem, og undertegnede er på vej ind i et forsvar for Dylan, ikke hans fans! Der er bare meget at snakke om. Et rendyrket musikerhjem med guitarer på væggene og et fuldt funktionsdygtigt hjemmestudie.
Her sidder den nye ven Ashley, englænder bosiddende i Hamborg, og manden bag årets (som han selv så rammende udtrykker det) ret "cheesy" belgiske Grand Prix-vinder Mother. Et direkte udbytte af sangskrivercampen "It's all about songwriting", som pågår under Eurovisionen i København, hvor cirka 30 af Danmarks bedste sangskrivere mødes med lige så mange hitsnedkere bag de respektive landets Grand Prix-vindere i 2014. Alle mødes i og omkring Njalsgade på Amager, hvor Cutfather, Seebach-lejren og mange andre har studier. På bedste intro-studie-tur-vis sættes sangskriverne sammen i grupper, og så er det ellers bare med at skrive, synge, spille, producere og indspille. Ashley og Thomas har arbejdet fire-seks timer på en potentiel kommende kioskbasker, og hvis du til næste år hører en ørehænger med royal reference, kan jeg bare sige så meget, at GAFFA var der før dig.
Alt i bedste og mest fordragelige ånd, og viljen til samarbejde på tværs af genrer, specialiteter og nationaliteter er udbredt. Hvor mange artikler har du læst her i bladet (hvis du altså har læst nogen), hvor en artist fortæller om sangskrivercamps, studio-speeddating, co-writing med gud og hvermand, i hvert fald flere end for 20 år siden. Et håndværk, en profession, der er grundstenen i fødekæden, ingen sange, ingen musik. Alligevel en ofte overset og ikke nødvendigvis honoreret del af festen, som Thomas siger om streamingmiraklet.
– Det er fantastisk med alle de awards, jeg har fået for alle de millioner af streams, der har været på Only Teardrops, det har da mindst sat mig i stand til at købe et par lækre familiepizzaer.
Med skift fra salg fra fysiske enheder til streaming er komponistindtægterne dalet markant i forhold til salg, men dog er elendigheden langtfra total.
– Jeg synes helt sikkert, at idéen bag tjenester som Spotify er god, men pt. ligger indtjeningen for os sangskrivere mest på radiosiden. Får du årets danske radiohit, ser det rigtig godt ud, får du det tyske, så kører bussen for alvor. Og hånden på hjertet, grunden til, at vi sidder og snakker her i dette hus i dag, og ikke i en to-værelses i Nordvest, er Only Teardrops. Det har heller ikke svækket mit visitkort, hvis vi kan sige det sådan.
Den grå eminence
Et slag på tasken: mon ikke der er 75 procent eller mere af den danske befolkning, der kender Only Teardrops, og nogenlunde det samme antal, der er bekendt med Emmelie de Forests smukke ansigt. En sang skrevet på en eftermiddag, et år før ikke en djævel ud over familie og venner kendte pigen og ni måneder før, hun selv hørte sangen for første gang. Hvad det angår, er der ikke en flig af misundelse at spore hos en af de tre ophavsmænd.
– Overhovedet ikke. Jeg befinder mig bedst i maskinrummet og nyder den relative anonymitet, jeg har i dagligdagen (som vi nu er med til at spolere, he, he, red.) Med The Benefits, hvor vi fik international kontrakt og var spået det store internationale gennembrud, var vi to, der var ansigtet udadtil, men det var ikke det, som var drivkraften for mig. Folk i branchen ved, at det er vilkårene, men de, der arbejder bag kulisserne, ved nu langt bedre, hvem jeg er, hvad jeg kan, og hvad jeg står for, og det er helt klart det vigtigste. Vi har alle forskellige roller, og Emmelie har været fantastisk til at synge sangen og give den sin egen personlighed. Det er et lokomotiv, der gør, at folk bliver opmærksom på alle de mange andre ting, jeg har lavet. Nu arbejder jeg alle mulige steder, rigtigt meget i Tyskland for eksempel.
Den danske standard
De fleste kender Cutfather, Remee og synlige solister som Tim Christensen og Rasmus Seebach, der alle høster gode penge fra sangskriverorganisationen Koda. Men der er rigtigt mange andre stærke danske sangskrivere, der har markeret sig internationalt, og det kan man mærke, når man befinder sig i udlandet, fortæller Thomas, og præciserer samtidig, at der er mange forskellige roller og typer af sangskrivere.
– Jeg kan mærke, at respekten er stigende, det, at man kommer fra Danmark, er bestemt ikke en ulempe. Vi er jo meget forskellige typer. Jeg er meget produceren, der har overblikket og kan sætte beats og hooklines sammen og tænker i koncepter, hvor det er meget sjældent, at du ser mig som den store tekstforfatter. Og på den måde er sangskrivningen helt klart rykket sig fra den klassiske forestilling om den isolerede kunstner med en guitar, et stearinlys og en notesblok på loftsrummet. Det kan der stadig komme sange ud af, men rigtigt meget foregår bag mikserpulten og computeren og i samarbejde med op til flere mennesker helt fra starten.
Kan vi noget særligt i Danmark, den nordiske melankoli måske?
– Det er nok ikke lige det, jeg vil fremhæve, men jeg tror, vi kan noget i Skandinavien. Vi har en fornemmelse for den gode popsang, er gode til at arbejde sammen og skriver effektivt. Så har vi også nogle effektive organisationer, der følger med tiden og bakker os op. Initiativet til "It's all about songwriting" kom, da det slog mig efter Grand Prix'et i Malmö sidste år, at der ikke var nogen form for samlet forum for os sangskrivere, og i vores branche, som i så mange andre, er networking altafgørende. Jeg nævnte tanken herhjemme, og nu er fire komponist, rettigheds- og forlagsorganisationer, Koda, DPA, DJBFA og DMF gået ind og har løftet idéen og realiseret projektet, hvilket ikke mindst de udenlandske sangskrivere synes er fantastisk. Og der arbejdes på, at det bliver en tilbagevendende begivenhed, hver gang et land afholder det internationale Grand Prix.
– Jeg har også fået støtte til udenlandsrejser, som der er kommet flere konkrete resultater ud af. Samtidig ser vi en professionalisering af Music Management-uddannelsen, og konservatoriemusikere kommer ud på banen på en helt anden måde end før. Det har stor betydning og står i stærk kontrast til mange organisationer i udlandet og er helt sikkert med til at fremme professionalisering og kvalitet af dansk sangskrivning og mulighederne for, at der er danske aftryk på internationale hits i fremtiden.
Se flere billeder af Thomas Stengaard i studiet i GAFFAs gallerisektion
Om Thomas Stengaard:
Sangskriver bag sidste års Eurovision-vinder Only Teardrops sammen med Lise Cabble og Julia Fabrin. Har co-written og co-produceret tre af sangene på Carpark Norths nye plade Phoenix, blandt andet Renegade. Stærkt involveret i både Sys Bjerre og Peter Bellis produktioner. Producerer pt. et nyt album for rockgruppen Stereolove (udkommer på Sony Tyskland) og for det millionsælgende tyske retro-band The Baseballs' nye album Lucky Day. Har pt. singler på vej i USA, Latinamerika og Japan. Tidligere del af duoen The Benefits, der fik international amerikansk kontrakt og flere hits.
Mine tre bedste sange:
Only Teardrops: Emmelie de Forest
– Jeg mødtes med Julia og Lise, og planen var at skrive en Grand Prix-sang. Vi tænkte, at de trængte til noget mere organisk i år, så vi havde brug for et visuelt instrument, og vi skulle have en tekst, der kunne forene; noget med fred og drømme. Vi lavede den på en eftermiddag, hvor Julia lagde cue-vokal på. Trekvart år senere finder Julia og Lises management Emmelie, som var helt ukendt. Hun havde noget "folk' og lavede det der keltiske, Cranberries-agtige knæk. Det er der noget super-genkendeligt over. Hun gjorde det én gang, og jeg sagde "gør det på hver linje", så kan vi altid tage det ud engang i mellem. Scenografien kom på, DR satsede aktivt, også pr-mæssigt. Så sejren var en holdindsats. Jeg tror, der aldrig er noget, der slår det at vinde for sit eget land. Da vi var i et fyldt Tivoli dagen efter, og Emmelie først sang Der Er Et Yndigt Land og bagefter Only Teardrops, der fik jeg mit eget EM '92-øjeblik. Den er blevet en del af den kollektive bevidsthed. Bliver der lavet en periodefilm om 20 år om 2013, er det meget muligt, den bliver spillet. Det er fantastisk.
Renegade: Carpark North
– Jeg har været med til at lave tre sange på det nye Carpark North-album, det kunne også have været en af de to andre. Det var fedt at skifte gear og lave noget helt andet efter Grand Prix. Det, der er god smag dér, er ikke god smag med Carpark. Det fede er at placere sig i forhold til hvert enkelt projekt, det er det, jeg elsker ved arbejdet. Jeg kan lide den typiske Carpark-karruseltur, der er en blanding af rock og teknologi. De er nogle dygtige, seriøse og gennemført gode gutter.
Physical: The Benefits
– Det var den sang, der startede min karriere som artist, jeg rappede endda, ha, ha, det var rent gøgl. Vi fik venner til at lave en video for sjov, og så på nogle møder i USA var folk pludselig helt oppe på det. Og fra at man sidder i et soveværelse på Amager og laver noget musik for sjov, var der pludselig internationale selskaber bag. Sangen blev spillet i 14.000 biografier i en måned i USA, vi var i amerikansk tv, videoen var det femtemest debatterede på YouTube, og mange ville stabbe os og slå os ned. Pænt crazy.
