Nyhed

Hvordan smager Roskilde Festival?

Husbryggeriet og tre festivaldeltagere giver deres bud på en økologisk pale ale, der smager af festivalstemning

Hvordan smager Roskilde Festival? Jo, hvis man spørger Husbryggeriet Jacobsen og tre dedikerede Roskilde-gængere og ølentusiaster, smager den af en ny, økologisk Pale Ale med noter af appelsin, blomster og grapefrugt. Øllen er specielt udviklet til dette års festival og serveres i det gastronomiske område af Roskilde Festival, hvor økologisk kvalitetsmad er i højsædet.

"Vil du være med til at udvikle en ny Roskilde-øl i samarbejde med Husbryggeriet Jacobsen? Sådan spurgte Roskilde Festival på sin hjemmeside tilbage i januar, og det viste sig, at det var der mere end 350 danskere, der kunne. Der var dog kun plads til tre festivaldeltagere, og pladserne gik til tre glade ølentusiaster, der er i starten af tyverne. De fik i samarbejde med Husbryggeriet Jacobsen til opgave at skabe en økologisk øl med smagen af "The Orange Feeling", som kendetegner Roskilde Festival.

24-årige Jonas Madsen, 25-årige Sandra Vinding og 21-årige Roald Simonsen har brugt foråret sammen med Husbryggeriet Jacobsens brygmester Morten Ibsen, diplombrygger Michael Rahbek samt Carlsbergs egen øl-ekspert, Bjarke Bundgaard på at få smagen af Roskilde Festival ned i en Jacobsen øl.


Morten Ibsen fra Husbryggeriet Jacobsen fortæller:

"Det har været en spændende opgave at udvikle denne Jacobsen øl til Roskilde Festival, da den har givet os mulighed for at møde nogle øl-elskende danskere, der ser lidt anderledes på det hele, end vi gør. Det var en spændende proces at finde ud af, hvordan øllen skulle smage, se ud og dufte. For at få "The Orange Feeling" ned i øllen besluttede vi os for at bruge appelsiner som aroma i øllen. Og så skulle etiketten naturligvis også være orange. Vi synes, at vi er lykkedes med øllen og håber, at festivaldeltagerne synes det samme og tager varmt imod den."

Hos Roskilde Festival er man også meget tilfreds med både proces og resultat. Det eneste krav fra festivalens side var, at øllen skulle være økologisk. Bæredygtighed er nemlig centralt for Roskilde Festival, som i en årrække har arbejdet for at øge det økologiske udvalg i festivalens boder. Og det har længe været et ønske at kunne tilbyde festivalgæsterne en økologisk øl.


Den nye økologiske øl fra Husbryggeriet Jacobsen kan købes på fad i en dedikeret Jacobsen-bar i Roskilde Food Court fra torsdag den 3. juli 2014 kl. 17.00.

ANNONCE