Nyhed

NorthSide-aktuelle Robyn og Röyksopp: Fra samarbejde til venskab

Dronningen af skandinavisk elektropop og kongerne af arktisk electronica har igen forenet kræfter – og kan opleves lørdag nat

Trioen Röyksopp og Robyn er aktuelle med den dugfriske ep Do It Again, og lørdag nat spiller de sammen på NorthSide. Vi tog en snak med de tre basglade venner om deres første samarbejde i fire år.

– Vi er beærede over, at Robyn ville arbejde sammen med os igen!

Torbjørn Brundtland og Svein Berge anser sig selv som heldige. Sidste år fik de selveste Robin Miriam Carlsson til at tage turen til Bergen og arbejde sammen med dem om musikken til, hvad der endte med at blive den kluborienterede, bastunge ep Do It Again.


Og det kommer fra to fyre, som virkelig ser ud til frit at kunne vælge vokalister fra øverste hylde: De sidste to år har de også turneret og indspillet sange med Susanne Sundfør.

– Når det kommer til det, vi har lavet med Robyn denne gang, drejer det sig om et virkeligt samarbejde i ordets egentlige forstand. Hun har været med i hele processen, fra at skrive sangene til produktion, arrangement, miks – hele pakken.

Den nordnorske electronica-duo og den svenske popstjerne har tidligere samarbejdet på to sange, da de gæstede hinandens album på henholdsvis Röyksopps Junior (2009) og Robyns Body Talk Pt. 1 (2010). Dette års Do It Again-ep blev imidlertid til på en anden måde end enkeltsporene.


Robyn: – Første gang, vi arbejdede sammen, var, da Svein og Torbjørn kontaktede mig og spurgte, om jeg ville være med på deres sang The Girl And The Robot. Men allerede dengang følte jeg mere, at jeg var en del af en klassisk samarbejdsproces, end at jeg var involveret med en producerduo.

Torbjørn: – Andre gange har det været anderledes. Det er også sket, at vi har brugt vokalister på sange, hvor vi på forhånd havde skrevet musikken. Men når vi henter samarbejdspartnere ind, er det uden undtagelse altid vigtigt for os, at de får lov at beholde det, der gør dem unikke. At de for lov at være sig selv.

Sådan blev det bestemt i Robyns tilfælde, som kom ind og tog Röyksopps sange i helt nye retninger.


Torbjørn: – The Girl And The Robot blev helt anderledes, end det vi i udgangspunktet havde forestillet os. Vi fik igennem dette bekræftet en antagelse, vi længe havde haft, nemlig at Robyn er et unikt og ægte supertalent inden for det at skrive sange, tekstskrivning og alt. Så det gav jo appetit på mere, som det også hedder. Oveni udviklede vi jo et bånd – også ud over det rent kunstneriske. Et …venskab? Robyn er hurtig til at bekræfte:

– Vi havde det vildt sjovt, da vi arbejdede sammen om de to første af vores sange, The Girl And The Robot og None of Dem (Body Talk Pt. 1), og ikke mindst, da vi efterfølgende turnerede sammen. Jeg havde flere ting, som jeg gerne ville prøve med dem. Desværre fulgte en lang periode, hvor det kun blev ved snakken om, at vi skulle af sted sammen igen og lave flere sange, planer, som aldrig blev realiseret.

Sådan kan det gå, når vi har med tre af de mest populære og travleste musiknavne på vores del af jordkloden.


Læs en længere udgave af interviewet i GAFFA juli, der er på gaden fredag den 27. juni

ANNONCE