I den triste anledning bringer vi et stort portræt af popkongen
I forbindelse med femårsdagen for Michael Jacksons død bringer vi denne artikel, som oprindeligt blev bragt i august 2008, da popkongen fyldte 50. Den sidste fødselsdag, han nåede at fejre.
Kongen af pop eller Wacko Jacko – kært barn har mange navne. Nu bliver barnet uden barndom et halvt århundrede gammel og barsler med et nyt album, som tegner godt. GAFFA hylder geniet, der viste verden, hvordan man går på månen, samt hvordan man slår alle rekorder, når det gælder salg af plader.
Michael Jackson er overalt. En massiv inspiration og utallige er de kunstnere, der er blevet inspireret og berørt af denne helt usædvanlige musikalske begavelse, fra han startede ud som lille dreng i familieorkestret Jackson 5 tilbage i byen Gary i staten Indiana. Og selvom medierne mere synes at interessere sig for de tilsyneladende bizarre aspekter i fænomenets liv, så er det som sanger, danser og performer af guds nåde, at vi kender og hylder ham, nu hvor han runder 50 år.
Godt nok er det synd at sige, at hittene har stået i kø i de sidste mange år, men der synes at være håb forude. På de sangstumper, der cirkulerer på nettet op til fødselsdagen tegner der sig en ny og mere moden Jackson, og man bør også forvente det ypperste fra en af branchens veteraner, der som noget helt unikt to gange er blevet indlemmet i Rockmusikkens Hall Of Fame, både for sin banebrydende indsats i familieorkestret og for sin imponerende solokarriere.
Når Michael, som hans hengivne fans konsekvent kalder ham, har vist sig, synes hans rigtige ansigt at være skjult bag en maske af sminke. Vi vil nu forsøge at søge ind bag masken og tegne et billede af fødselaren. Hans liv har været både hårdt, blændende og som taget ud af den mest fordrejede fantasi. Alligevel er det som King Of Pop, at han bør huskes. Som en mand, der bør sidestilles med nogle af branchens helt store, ja, måske på niveau med en anden konge, nemlig Elvis Presley.
Under farmands tyranni
Den 29. august 1958 bliver Michael Jackson født i industribyen Gary i staten Indiana, en by, der reelt i dag er en del af oplandet til storbyen Chicago i nabostaten Illinois. Vi er altså nede ved bunden af den store Michigan-sø. Michael med mellemnavnet Joseph efter faren er det syvende ud af ni børn, og hans far klarer sig til dagen og vejen ved at arbejde som kranfører på en af de store stålmøller, som byen er kendt for.
Det er fra starten et ret kaotisk hjem, hvor faren både arbejder som musiker og har en fortid som bokser, mens moren Katherine er dybt religiøs. Efter nogle dårlige oplevelser med præster, der har udenomsægteskabelige forhold kørende med kvindelige medlemmer af menigheden, ender hun i Jehovas Vidner. Et forhold, der ikke mindst kommer til at påvirke hendes familie. For blandt de typiske træk for medlemmer af lige den sekt er, at man ikke blander sig med andre. Katherine Jacksons stærke tro er dels med til at knytte familien tæt sammen, men også til at isolere dem. Dertil kommer, at faren, Joe, er en opdrager af et stærkt sadistisk tilsnit. Når Michael Jackson i dag og i de sidste mange år i så kraftig grad søger tilbage til barndommen for at genvinde noget af den tabte tryghed og barnlige glæde, så skyldes det i høj grad den gamle bokser, Joe Jackson. For ikke mindst Michael bliver i høj grad brugt som boksebold i det hjem gennem en lang årrække.
Joe indprenter sin børneflok, at de ikke skal mikse med andre børn, og Katherines religion hjælper med dér. Går børnene over stregen, får de konsekvent en omgang med farens bælte. Det synes at have været med den milde Katherine, at de har hentet kærlighed. Under Joe lever de konsekvent i konstant angst.
Selvfølgelig kommer musikken ind i billedet. Faren har sin gamle guitar fra dagene i bandet, og når han er på arbejde, løsner Katherine tøjlerne lidt. Så kan de efterhånden besøge naboer, forudsat at de er hjemme før faren. Ligesom Katherine en dag lader dem tage farens guitar ned fra sømmet på væggen og spille på den.
Det viser sig snart, at Tito, Michaels fem år ældre bror, har et talent for guitaren, ligesom to andre storebrødre, Jermaine og Jackie, virkeligt synger godt. Det er dog held i uheld, at strengen en dag knækker på guitaren, og faren finder ud af, hvad der er foregået. Tito får efterfølgende sit livs røvfuld, men bagefter får Katherine overbevist Joe om, at drengene har et helt specielt talent, hvorefter Joe hører på dem og må give hende ret. Og som det ofte sker med forældre med uindfriede musikalske ambitioner, ser Joe muligheder i ungerne og bliver omgående deres indpisker – med tryk på sidste stavelse. Ligesom han den følgende dag kommer hjem med en flunkende ny rød elektrisk guitar, som han rækker til Tito med ordren "Øv dig, knægt!".
Derefter kører han drengene benhårdt. Fire timer hver dag lærer han dem alt, hvad han selv ved om rhythm'n'blues. Året er 1961, og på sidelinjen kigger tre-årige Michael på og lærer. Vel at mærke hurtigt. Året efter kommer han med i bandet som ny leadsanger efter Jermaine, der bliver bassist og kun synger enkelte sange. Michael Jackson er fire år, men han viser allerede betydeligt talent og en egen evne til at tage de rigtige beslutninger. Fra scenedress til hvordan de andre skal stå og danse – Michael er den, man spørger. Og snart møder nabolagets børn op for at høre dem øve. Bandet får navnet Jackson 5, og får snart deres debut på den lokale skole. Michael, som nu går i første klasse, kaster sig ud i en version af Climb Every Mountain fra musicalen Sound Of Music, og ikke bare er bifaldet overdøvende, men han noterer sig, at flere lærere har tårer i øjnene.
Hjemme fortsætter afstraffelserne, for Joe er aldrig tilfreds, og den kontrol, som han kører af på sine unger, skal for Michaels vedkommende først stoppe, da han næsten 20 år senere går solo og skaffer sig en advokat.
Men den tid, den sorg.
Læs en meget længere udgave af artiklen om blandt andet tiden med Jackson 5, den massive succes med "Thriller" og de mange skandalesager, i GAFFAs artikelsektion.
Og lad os da lige mindes The King of Pop med "Billie Jean":
