Reportage: Primavera Sound dag 4

Tidlig natklubsfest

Vi startede lørdag aften ud med, hvad der skulle vise sig at være en fremragende party-starter. Vi var taget i audiens hos den spanske house-producer John Talabot.

Han indtog den noget trange Bowers&Wilkins-scene, der blot var et mindre telt, hvor en 360-graders lydoplevelse var installeret med susende visuals rundt i det ekstremt pakkede telt, sikkert også pga. Talabots status hos det hjemlige publikum.

Det var et dj-sæt fra spanieren, der var helt umulig at se derfra, hvor undertegnede stod. Det lod til, at der rent faktisk også blev spædet til med både guitar og synth-indslag, men om det rent faktisk var tilfældet, var meget svært at se. Ikke desto mindre blev der fra starten slået en tilbagelænet og clubbet house-stemning an - til det meget taknemmelige publikum, der var klar på at give den fuld gas på denne lørdag aften på Primavera.

Talabots arrangementer er, ud over den klubbede bas, konstant bygget op af rytmik og perkussive krydderier til den ellers meget vokal-samplede house, han bedriver. Indimellem med toner mod noget fransk elektro, hvor både grooves og de funky basgange vækker fransk genlyd.

Talabot viste stor alsidighed med sine opbygninger, drops og klimaks undervejs, hvor især de soulede vokalsamples og de bit-lydende Kraftwerk-elementer fungerede godt. En festlig (og varm) start på aftenen.

Landskaber i sepia-toner

Med fredagens Slint-koncert i tankerne var det virkelig spændende at se Godspeed You! Black Emperor føre post-rock-pokalen videre på selvsamme ATP-scene. Kollektivet af musikere på scenen lagde hårdt ud med deres ulmende sfæriske landskaber, der - som vi også kender dem fra pladerne - bygger op over utrolig lange perioder. Det er den helt store post-rock-pensel, der bliver malet med, og det ofte i en dvælende langsomt tempo.

Det er klassiske post-rock-dyder, med instrumentalisme, et utal af guitarer, stryg og tunge trommer. Indimellem krydrer bandet deres lyd med aner fra andre folkeslag. For eksempel var vi i øjeblikke på den ungarske puszta, mens vi også besøgte mellemøstlige breddegrader.

Rent visuelt var der slukket for videostorskærmene, og en anden skræm var opstillet bag det canadiske kollektiv, hvor analoge skrivemaskinebogstaver var smidt sammen med sepia-tonede klip. Konstant med til at underbygge fornemmelsen af noget gammelt, noget glemt, noget mystisk. Visuelle elementer, der skulle give os fornemmelsen af: der gemmer sig mere end, hvad vi umiddelbart går og tror - men også med små glimt af ord som "Fuck America" og lignende små politiske tekst-snaser.

Vi fik de "helms deep"-tunge bas indslag, der langsomt drev canadiernes slowcore fremad, mens der også var masser af plads til hvinende guitarer og krystalklare violin-toner ind over de mørke "skyer", der blev lagt som en lydlig bund. Gruppens repetitive univers fungerer glimrende med de visuelle associationer, vi blev hjulpet på vej med.

Grundlæggende var Godspeed You! en meget positiv lydmæssig oplevelse, hvor der var meget overladt til den indre fortolkning. De havde da også fået to timer på en god tid lørdag aften, så hvis man var her for at feste, så var canadiernes indre mentale rejser nok en udfordring for nogen.

Kort, men god Kendrick

Hvis man til gengæld ville fortsætte festen, så kunne man passende fortsætte til Kendrick Lamar på Heineken-scenen - og det var præcis, hvad vi gjorde.

Compton-rapperen var et af de få hiphop-navne på Primavera, hvor - denne anmelder bekendt - der ikke var andre at finde end Earl Sweatshirt. Lamar kom i samme setup, som flere sandsynligvis ville have set ham med under sidste års Roskilde Festival. Et vanvittigt tight orkester, hvor store dele af skæringerne bliver udført på stedet.

Lamar var særdeles veloplagt med alle sine klassiske crowd-pleasers ("this side, that side", call/response, hop, når jeg siger til). Det gjorde nu ikke så meget, for det fik for alvor gang i den store samling foran scenen. Numre som "Backseat Freestyle", A$AP Rocky-nummeret "Fuckin' Problems" og "Swimming Pools (Drank)" var alle stensikre sange, der blev udført til bravur. Lamar afvekslede numrene med nye strofer, små ekstra detaljer, der gjorde sig godt som et ekstra live-krydderi.

Ligeledes freestylede han a cappella som intro til et nummer, der for alvor viste Lamars yderst tilbagelænede flow. Der var både henvisninger til Snoop og 2Pac undervejs, mens højdepunktet helt klart var den biografiske "m.A.A.d city", der var blevet rocket gevaldigt op med guitar-solo og fuld hammer på det veloplagte band.

Men netop som man syntes, at koncerten for alvor var kommet i gang, forlod Lamar scenen små 20 min. før det skemalagte tidsrum uden ekstranumre. En underlig abrupt slutning på en ellers positiv oplevelse, hvor man lidt skuffet måtte fortsætte videre - istedet for at ride på en bølge af adrenalin.

Industrials fader

Det var til gengæld, hvad Trent Reznor og co. havde tænkt sig at injicerer os med på Sony scenen, hvor Nine Inch Nails stod klar med deres industrielle mørkemandsrock fra de forladte betonsiloers dyb.

Amerikanerne spillede materiale fra stort set hele NIN's bagkatalog, hvor de hvæsende metalliske landskaber, kombineret med Reznors ligeledes iltre vokal, var en gevaldig lydmæssig mavepumper på Primavera-pladsen. Dundrende trommer fra helvede - som "Survivalism", hvor dommedagslinjen dominerede hele lydbilledet.

"Piggy" var også en intens affære, hvor især trommerne var en positiv oplevelse, efterhånden som nummeret skred frem. De blev spillet med stor energi og en ekstremt overbevisende karakter. Også "Closer" tog kegler med sin absolutte mekaniske æstetik, Reznors hvæsende: "I want to fuck you like an animal" og den nydende fremkaldelse af ubehag. Vi fik også "Head Like A Hole", hvor der flittigt blev sunget med på "bow down before the one you serve, you're going to get what you deserve" blandt et dedikeret publikum.

NIN leverede, men der var heller ikke voldsomt megen interaktion. De kom, de så, de spillede, og så måtte vi andre fortsætte ud i natten, nynnende til slutnummeret "Hurt", der stod knivskarpt med Rezors knugende levering af lyrikken.

Inden vi helt forlod pladsen, slog vi også vejen forbi en ekstrem ilter Foals-natkoncert, hvor forsanger Yannis Philippakis var særdeles oplagt og blandt andet valgte at kaste sig selv ud i masserne under en solo i nummeret "Providence" fra 2013-albummet, "Holy Fire". Til gengæld må GAFFAs udsendtes skrivehånd have været mør til sidst, for kragetærene på blokken er ulæselige. En ting er sikkert - de hev op i det efterhånden småtrætte publikum, der fik fuld valuta for pengene af briternes math-rock.