Nyhed

Roskilde-aktuelle Sune Wagner: USA er mit hjem

Rejsen til den amerikanske succes har været lang og snørklet og går blandt andet over Sønderborg Bibliotek, tyske pladebutikker og en uforløst skateboardkarriere.

Siden barndommen har drømmen om USA rullet i Sune Wagners årer. Og i begyndelsen af nullerne gør han det, som få danske musikere formår: han slår igennem i landet. Men rejsen dertil har været lang og snørklet og går blandt andet over Sønderborg Bibliotek, tyske pladebutikker og en uforløst skateboardkarriere.  

Vi er i Sønderborg omkring midten af 1980'erne. En purung Sune Wagner drømmer om USA, men det er endnu ikke musikken, der driver ham. På dette tidspunkt har den kommende støjrockstjerne kastet sin kærlighed på andre discipliner såsom graffiti og skateboards. Men som med alt, hvad den unge knøs beskæftiger sig med, er interessen intens og altopslugende.

Drømmen hedder Californien, hvor verdens bedste skatere holder til, og Wagner ønsker brændende at være en del af miljøet og ikke blot observere og dyrke det på afstand. Det er en evig frustration for en ung ambitiøs mand i periferien af Jylland, Danmark, Europa og verden. Han føler sig afskåret fra de steder og mennesker, der ligesom ham dyrker deres passion betingelsesløst, og han har det ikke godt med blot at lade noget være en hobby.


Den unge Wagner er i disse år også et spirende tennistalent, men da hans mor ikke vil lade ham tage på tennisskole i udlandet, begraver han ketcheren helt.

 

Research på biblioteket


Skateboardambitionerne holder heller ikke ved, og Wagner søger nu efter nye måder at udleve sine rastløse og hidsige ambitioner på.

Det amerikanske fænger dog stadig, og nu begynder musikken for alvor at snige sig ind som den næste passion i Sune Wagners liv. Igen modarbejder geografien ham, da det i tiden før internettet er besværligt at få fat i de seneste udgivelser fra udlandet.

"Det var svært at få fat i noget som helst i Sønderborg, men vi kendte en gut, der kørte til Købehavn og købte musik for os, indtil vi senere selv begyndte at køre til Tyskland og købe plader. Og så havde vi et rigtig godt bibliotek i Sønderborg, som rent faktisk havde god musik. Der brugte jeg meget tid," fortæller han.


Med samme ildhu som i alt andet dykker Sune Wagner nu ned i både den nye og ældre amerikanske musik og finder de kunstnere, der skal vise sig at blive inspirationsfundamentet for en lang karriere.   

"I starten lyttede jeg især til hiphop og også punk som Black Flag og Minor Threat. Senere gik jeg længere tilbage og opdagede kunstnere som Jimi Hendrix, The Doors og Jefferson Airplane," forklarer han.

Sune Wagner har aldrig været nærig med musikreferencer, og han har også fremhævet både The Ramones og Bob Dylan som væsentlige inspirationskilder.


"Men hvis jeg skulle vælge en kunstner at tage med på en øde ø, så skulle det være Buddy Holly," siger han.

 

Tømmermænd i New York


Musikken fylder nu mere og mere, og Wagner begynder så småt at udfolde sig på både trommer og guitar. Sammen med gymnasievennen Jakob Jørgensen danner Sune Wagner bandet Psyched Up Janis, der efter bandets ryk til København får sit gennembrud i 1994.

Som 20-årig er Wagner i USA for første gang.

"Jeg var ovre at spille med Psyched Up Janis i New York, og det var en ret vild oplevelse. Byen var jo stadig et vildt sted på det tidspunkt, og det var meget imponerende og stort at være der. Jeg kan huske, at jeg efter dengang vidste, at jeg 100 procent sikkert skulle flytte derover på et tidspunkt," siger han.


Som kunstner skriver Wagner sig ind i en ærkeamerikansk lyd med klar inspiration fra Nirvana og andre af tidens støjrockkonger.

"Målet var ikke decideret USA. Målet var verden, men jeg er ligesom bare vokset op med meget amerikansk musik, og det er det, jeg har lyttet til. Jeg kommer ikke fra et hjem med Beatles og sådan nogle ting. For mig har det altid været det amerikanske, der fyldte," forklarer han.

Psyched Up Janis har på dette tidspunkt en engelsk pladekontrakt med This Way Up, som er en del af Island Records, og der er også interesse fra flere af de større pladeselskaber. Men selvom Wagner har store internationale ambitioner, står ungdommen i vejen for hans mulighed for at leve den amerikanske drøm helt ud.


"Vi var til nogle møder i New York med blandt andre Atlantic Records. Men problemet med os var, at vi ikke tog det særlig seriøst. Vi troppede op på bossernes kontor med hamrende tømmermænd og sagde ikke et ord, og ville nærmest ikke kigge på dem. Så vi har jo ikke gjort noget som helst for at gøre os bemærket, så nogle ville have fingrene i os," forklarer Wagner.

Den dag i dag er han ikke sikker på, hvor tæt Psyched Up Janis var på det store gennembrud. Han husker blot, at bandet har været indkaldt til en masse af sådan nogle møder.

Læs en længere version af artiklen i GAFFAs artikelsektion, hvor Sune Rose Wagner blandet andet fortæller om opløsningen af Psyched Up Janis, om dannelsen af The Raveonettes og om han kunne finde på at flytte tilbage til Danmark.


Sune Wagner spiller med Psyched Up Janis på Orange Scene lørdag den 5. juli klokken 17.00

ANNONCE