Måske en hyldest til en barndom brugt på at spille Dungeons and Dragons?
Mastodon fra Atlanta er eksponenter for noget af det mest fejrede, progressive metalmusik i nyere tid. Derfor afventes et nyt udspil fra den hårdtslående kvartet altid med spænding. I den senere tid har Mastodon haft travlt i studiet med at lave en opfølger til "The Hunter" fra 2011. "Once More Round The Sun" hedder det nye album, som udkommer den 24. juni, og du kan nu se den slet skjult humoristiske musikvideo til den første single, "High Road", her forneden.
- Jeg skrev ["High Road"] på en fridag, men vi var på turné i Luxembourg," fortæller guitarist Bill Kelliher. - Jeg sad i den her regnvåde by på en søndag, og intet havde åbent. Jeg følte, at jeg var nødt til at skrive et eller andet, der reflekterede over, hvordan jeg havde det. Jeg startede med at slå på min guitar. Jeg tænkte Neurosis og The Melvins, en dyb tuning med lidt mere pop-fornemmelse i omkvædet.
Kellihers guitarangreb er ikke gået de andre bandmedlemmer forbi. Særlig trommeslager Brann Dailor er tilfreds med det hårdtsmækkende nummer.
- Du kan headbange dagen lang til det her nummer. Jeg elsker, hvor enkelt det er, fortæller han til amerikanske GuitarWorld.
I musikvideoen følger vi en ensom nørds kamp fra at spille rollespil med sin syge mormor til at blive den største kriger på legepladsen. Man fornemmer en vis inspiration fra amerikanske film som "Role Models" og tv-serier som "Game of Thrones". Samtidig har Mastodon aldrig lagt skjul på, at bandmedlemmerne selv i stor grad dyrker Dungeon and Dragons- og Star Wars-universet, så måske det samtidig er en skjult hyldest til en nørdet barndom?
"The Hunter" blev vel modtaget i 2011. GAFFAs Keld Rud skrev i sin firestjerners anmeldelse: "Det ville aldrig blive en let opgave at diske op med en værdig opfølger oven på semi-mesterværket 'Crack The Skye'. Med 'The Hunter' har Mastodon endnu en gang taget masser af chancer og samtidig lavet deres mest direkte, melodiske og varierede album til dato. Det er på ingen måde lyden af et band, der er ved at udvande deres karakteristika."
Se "High Road" her: