Nyhed

Video: Psy har tømmermænd – Snoop giver en hånd

Sprut, karaoke, Snoop Dogg og tømmermænd er opskriften på den nye video fra YouTube-fænomenet

Den sydkoreanske YouTube-gigant og like-hunter Psy har slået pjalterne sammen med den amerikanske gangsta-rapper, reggae-musiker og skuespiller Snoop Dogg i nummeret "Hangover". Som promovering af nummeret, hvilket er i god overensstemmelse med Psys ånd, så er der i samme ombæring blevet udsendt en musikvideo. Du kan se den feststemte video med lave og buttede Psy og høje og slanke Snoop Dogg herunder.

I videoen får vi et interessant indblik i, hvad der kunne være en typisk bytur med Snoop Dogg og Psy. Samtidigt kunne det også være en typisk bytur for den almindelige sydkoreaner – mest fordi de to herrer indtager en karaoke-bar. Som navnet på sangen antyder, så bliver der også drukket så rigeligt igennem.

Psy er blevet verdenskendt, kan man roligt sige, for sin video til "Gangnam Style". Videoen har rundet intet mindre end to milliarder visninger på YouTube og kan derfor kalde sig den mest sete. Om denne nye video kan hamle op med et så imponerende tal, vil tiden vise. Men under alle omstændigheder er det et smart træk at alliere sig med den storsælgende Snoop Dogg.

ANNONCE