Nyhed

Gangsta fælder bøgeskoven

50 Cent er klar til at ryste Smukfest

Smukfest offentliggør endnu et hovednavn til årets festligheder i Bøgeskoven. Den hårdkogte amerikanske rapper 50 Cent lukker og slukker Bøgescenen onsdag den 6. august. Skulle du nu være gået glip af én af de udsolgte partoutbilletter, har du stadig muligheden for at fange den populære rapper. Der er nemlig stadig endagsbilletter tilbage til onsdag og torsdag. 

Med et samlet pladesalg på omkring 30 millioner siden karrierens start i 2002 er det en af hiphoppens sværvægtere, der besøger Smukfest. Efter at have afsagt sig en kriminel løbebane begyndte 50 Cent sin musikalske karriere i 1996. Succesfulde mixtapes var medvirkende til, at Eminem og Dr. Dre i 2002 signede ham og hjalp med på debutalbummet "Get Rich Or Die Trying". Hittet "In Da Club" har siden været en fast schlager på alverdens dansegulve.

Ud over det allerede nævnte hit tæller 50 Cents bagkatalog også træffere som blandt andre "Candy Shop", "Disco Inferno", "Outta Control", "Just A Lil Bit" og "Ayo Technology".


50 Cent forventes at udgive hele to album i år - "Animal Ambition" og "Street King Immortal". Hans seneste udspil "Before I Self Destruct" imponerede dog på ingen måde GAFFAs Christian Grubert. Han fandt hverken udvikling eller oprigtighed at spore på albummet og kvitterede med to stjerner under overskriften: "I'm sorry Mr. Jackson, you're not for real…" 

På årets program er blandt andet at finde Pet Shop Boys, Skrillex, deadmau5, Simple Minds, Rasmus Seebach, Nephew, MØ, Marie Key, TopGunn, Ulige Numre, Rasmus Walter, Turboweekend og Kato & Safri Duo, TV-2, Panamah (billedet), Shaka Loveless, L.I.G.A., Nina Nesbitt, Stine Bramsen, Donkey Roadshow og S!vas.

Se hele programmet på Smukfests hjemmeside.


Smukfest 2014 finder sted fra 6.-10. august med warm up på Kærligheden fra 3.-5. august. Endagsbilletter kan skaffes via GAFFA Live.

ANNONCE