Vil du til fest med fremtiden eller til pladereception i Kødbyen? Find vej til denne uges bedste dansegulve her.
Til fest med fremtiden
Fra torsdag til lørdag indtager Click Festivalen Helsingør Kulturværft for fjerde gang. Det betyder tre dages fokus på nye medier, digital kunst og masser af andre ting fra vores sitrende nutid, der i fuld fart er på vej direkte ind i fremtiden. Ud over oplæg om kryptovalutaer og workshops, hvor man lærer at hacke sit legetøj og bygge flyvende robotter, byder Click også på elektroniske koncerter og generel festlighed om aftenen – i år med bl.a. tyske Robert Henke, australske Ben Frost og danske Kasper Marott på programmet. Du kan se hele fest- og koncertprogrammet her Det er gratis at besøge festivalen om dagen. Vil man feste med til koncerterne om aftenen, koster det 150 kr. for enten fredag eller lørdag, 250 for begge dage.
Hvad: Click Festival
Hvor: Kulturværftet Helsingør
Hvornår: 15. – 17. maj
Hvordan: http://clickfestival.dk/tickets-2
Vil du feste med Reptile Youth?
Musikere, der har indspillet musik i Red Bull-studierne i det indre København, bliver nu sat i centrum i en ny koncertrække – med gratis koncerter for dedikerede fans på specielle locations. Bandet, som lancerer konceptet, bliver danske Reptile Youth, som i denne uge giver tre koncerter i henholdsvis Ridehuset i Aarhus (den 15.), Slagteriet i Odense (den 16.) og Papirhallen i København (den 17.). For at komme med til koncerterne skulle man ind på redbullstudioslives hjemmeside for at sikre sig pladser, og de er alle væk nu. Men hvis du vil med til festivitasen i Papirhallen i København, har du muligheden her: Send en mail til [email protected] – så kan det være, det bliver dig og en ven, der kommer af sted. Og bandet selv? Forvent den sædvanlige og indimellem stagedive-glade uforudsigelighed. "Vi prøver altid at skabe et rum, hvor der er plads til alle og hvor alt kan ske," lyder det fra dem.
Hvad: Reptile Youth i Papirhallen
Hvor: Papirhallen, Trangravsvej 5, Kbh. K.
Hvornår: Lørdag 17. maj
Hvordan: Send mail til [email protected]
Nu kommer sommeren
Med smuk timing holder pladeselskabet Iboga (plus venner) festen "Summer Is Coming" netop som solen og de rare temperaturer er vendt tilbage efter en uge med gråvejr. Gaudium, Reefer Decree og Orion/Jean Borelli spiller live, og Banel, Joel, Emok og Naughty Notes dj'er. Forvent høj og intens stemning og et dansegulv, der med garanti er proppet til klokken 09 om morgenen.
Hvad: Iboga and friends præsenterer: Summer Is Coming
Hvor: KB18, Kødboderne 18, Kbh. V.
Hvornår: Lørdag 17. maj fra kl. 23.55
Hvordan: Facebook-link
Opvarmning til Distortion Club
Nu er der ikke mange uger til Distortion vælter hele byen igen, og det kan ikke bare ses på tsunamien af Distortion-fest-invitationer på facebook, men også på de præ-Distortion-fester, der er begyndt at dukke op. Således på Rust fredag aften, hvor der afholdes Distortion Club Pre-Party med den franske producer STWO (udtales Stew), danske Eloq og dj T.O.M. på programmet. Og hvis du kommer tidligt, kan du nå at høre Sultanen og Sheiken aka Waqar og Sven Francisco spille mørke, mellemøstlige dancehits og stuff fra 80erne til receptionen fra kl. 22. Men så skal du lige ind på facebook først og invitere dig selv… Link nedenfor.
Hvad: Distortion Club PRE-Party
Hvor: Rust, Guldbergsgade 8, Kbh. N.
Hvornår: Fredag 16. maj fra kl. 23 (eller 22)
Hvordan: Facebook-link
En af de gode pladereceptioner
Uiiij, pladereceptioner i Kødbyen er rare. Og her er en af de rigtigt gode: Mikkel Meyer har udgivet en ep med titlen "Jolly", der hylder technolyden fra sen-80'erne (og læskedrikken). Noget af musikken på pladen er blandt andet blevet til ved, at Mikkel har transskriberet nogle af Bonnie "Prince" Billys guitarfigurer til mønstre på en 303-synth - og herefter har han ombygget selvsamme synth for at kunne få den til at skifte akkorder på den ønskede vis. Den slags analogt selvbygger-techno-halløj har jeg så uendeligt meget kærlighed for. Så afsted afsted, hvis du har det på samme måde. Mikkel Meyer selv spiller live, og der er dj-sæts af både Beastie Respond og Rumpistol oveni hatten. Og så er der selvfølgelig jolly-sjusser i baren.
Hvad: Pladereception og releasefest for Mikkel Meyers EP "Jolly"
Hvor: Bakken, Flæsketorvet 19, Kødbyen, Kbh. V.
Hvornår: Fredag 16. maj kl. 19 til 23
Hvordan: Facebook-link
