Nyhed

GusGus gæster DR Koncerthuset

Sensommeren byder på dansabel elektronisk musik, når dj-kollektivet tager turen forbi København

DR Koncerthuset åbner 30. august dørene til Studie 2, når det islandske dj-kollektiv GusGus byder op til fest.

GusGus blev dannet i Reykjavik i 1995. Den oprindelige tanke var at danne et film- og skuespillerkollektiv, men da musikere og dj's sluttede sig til fællesskabet, blev dette kollektiv først og fremmest kendt for sin musik.

Pressemeddelelsen til koncerten beskriver GusGus' lyd som "elektronisk, men i et skævt spændingsfelt mellem techno, dance, triphop og house blandet med syre-infuserende synths og – til tider – et instrumentalt tvist af nordisk folkemusik."


GusGus har siden dannelsen udgivet ni album. Deres seneste udgivelse er "Arabian Horse" fra 2011, og de barsler på en ny udgivelse senere på året. Dj-kollektivet har for nyligt udgivet singleforløberen "Crossfade", og det bliver blandt andet med denne forsmag i bagagen, at de besøger Koncerthuset.

Kendetegnende for gruppen er, at der i tidens løb har været megen udskiftning i besætningen. I dag består de af fire medlemmer, som har samarbejdet med og remixet for Björk, Depeche Mode, Moloko og Sigur Rós. Herhjemme er de blandt andet blevet remixet af Lulu Rouge.

Du kan købe billetter via GAFFA live


Hør singleforløberen "Crossfade":

ANNONCE