Er du GAFFA Guld-medlem, er der dog stadig få billetter i spil til årets festival
For andet år i træk kan NorthSide melde alt udsolgt, og i år sker det tre uger tidligere end i 2013, hvor den sidste billet røg over disken 3. juni. Det er tredje gang på fem år, at NorthSide har kunnet melde alt udsolgt.
- Det er en fantastisk fornemmelse at kunne sætte Udsolgt!-skiltet i vinduet, og specielt så lang tid før vi skal åbne dørene til tre dage med fantastisk musik i Ådalen. Det giver en dejlig ro i de sidste uger, hvor der for alvor bliver travlt med opstilling og indretning af pladsen, som jeg godt tør love bliver meget anderledes end sidste år, siger talsmand for NorthSide, John Fogde.
Det samlede antal publikum, gæster, frivillige og bands forventes at blive tæt på 35.000 til NorthSide i år.
Er du GAFFA Guld-medlem og har endnu ikke fået sikret dig en billet til dette års NorthSide, har du dog stadig muligheden her.
St. Vincent aflyser og afløses
Desværre har den amerikanske sangerinde og guitarist Annie Clark - også kendt som St. Vincent - meldt afbud grundet logistiske problemer. I stedet er engelske Bombay Bicycle Club blevet meldt klar på banen som afløsere. De gæstede NorthSide i 2012 og har siden udgivet deres tredje album, "So Long, See You Tomorrow", som GAFFAs Kristian Petersen dog fandt en smule for letbenet. Han kvitterede med tre stjerner under overskriften "Lige lovlig indie light".
Anderledes står det til live. I februar spillede kvartetten for et henrykt publikum i Store Vega. Det fik GAFFAs Trine Jørck til at hive fem stjerner op af posen. Hun skrev opsummerende om sin koncertoplevelse:
"Bombay Bicycle Club gaber over mange udtryk, stilarter og idéer, men de gør det med en sådan indlevelse, at det virker overbevisende fra start til slut. Bombay Bicycle Club forvandlede min kedelige grå februaraften til et sandt sansebombardement af farver, hvor den orange, det glade, det varme stod som den centrale del. Det glade bandt det skizofrene sammen i en helstøbt oplevelse i Store Vega."
Det endelige program for NorthSide 2014 er som følger: Ane Brun, Arcade Fire, A$AP Rocky, Baby in Vain, The Blue Van, Bombay Bicycle Club, The Brian Jonestown Massacre, Chorus Grant, Cold Specks, Donkey Roadshow & Special Guests, Flogging Molly, Franz Ferdinand, James Vincent McMorrow, Jurassic 5, Lana Del Rey, Lars H.U.G., Lucy Love, Lulu James, Mew, The Minds of 99, The Mountains, Mount Kimbie, Nabiha, The National, Nina Persson, MØ, Oh Land, Pixies, Quadron, Queens of the Stone Age, Reptile Youth, Rhye, Royal Blood, Röyksopp & Robyn Do It Again 2014, Rudimental, Ry X, Bombay Bicycle Club, Temples, Turboweekend, White Lies, WhoMadeWho og Wild Beasts.
NorthSide 2014 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 13.-15. juni.