Showet på Refshaleøen var visuelt imponerende, mens der musikalsk var langt mellem snapsene
Se masser af billeder fra finalen i GAFFAs gallerisektion
Det er lidt af et antiklimaks at rapportere fra finalen i det internationale melodi grand prix, eller Eurovision Song Contest, som det jo officielt hedder. Pressen må nemlig ikke få adgang til salen under showet, men må nøjes med at se det på storskærm i et telt ved siden af. Journalister og fotografer er dog velkomne til at overvære prøverne, så GAFFAs udsendte valgte at komme til generalprøven – og så ellers se finalen hjemme foran fjernsynet i gode venners selskab. Det er jo trods alt først og fremmest en tv-begivenhed.
Godt nok misser vi muligheden for at stille vinderen spørgsmål som "Hvordan føles det at vinde?", "Havde du regnet med at sejre?" og det lidt mere frække "Hvordan vil du undgå at blive glemt ligesom 99 procent af de andre vindere?", men disse svar kan du givetvis google dig til andetsteds.
Generalprøven på den 59. European Song Contest fandt dog sted med publikum, så pressen ikke skulle juble helt alene, men B&W-hallerne på Refshaleøen var kun kvartfyldt, det vil sige cirka 3000 personer, da den første generalprøve fandt sted fredag eftermiddag. Alle skulle igennem et sikkerhedstjek, der var Heathrow Airport værdig, med scanner og kropsvisitering, så køen var lang selv til generalprøven. Eurovision Song Contest er en højrisikobegivenhed.
Og lad det være sagt med det samme: Det var et visuelt flot show, som DR havde arrangeret i de gamle B&W-haller på Refshaleøen. Scenen bestod af en lang række kuber, som blev oplyst på meget kreativ vis, og hele den ene bagvæg var en storskærm til visuals – flere hundrede meter bred. Imponerende. Eksempelvis under Spaniens bidrag "Dancing in the Rain", hvor hele bagscenen illuderede regn på overbevisende vis.
Teletubbies på speed
De tre værter, Pilou Asbæk, Nikolaj Koppel og Lise Rønne gjorde det fint uden at overraske eller overrumple. Der var ingen rim, som da Natasja Crone og Søren Pilmark styrede løjerne i Parken tilbage i 2001, og heller ingen vitser, hverken gode eller dårlige. Nikolaj Koppel havde fået tjansen at tale fransk, og det gjorde han fint. Douze points til ham.
Og musikken: Ja, ærlig talt var der langt mellem de helt stærke snapse. Sangene var den sædvanlige blanding af sentimentale ballader og semielektroniske popnumre – nogle begge dele, med stille klaververs og pumpende omkvæd – med en stribe afstikkere. Hviderusland bød på r&b-elementer, og Island stillede med noget, der nærmede sig blød rock og fem herrer, der i deres pangfarver lignede Teletubbies på speed – i øvrigt med en sang co-skrevet af amerikanske John Grant. Flere numre, blandt andet Maltas og Hollands, var inspireret af country og folk, og Mumford & Sons har ikke levet forgæves, heller ikke i Eurovision-sammenhæng. Polens sang havde også folkloristiske toner, dog af mere østlig klang, blandet med hiphop-beats. Finlands nummer var rendyrket stadion-poprock slet ikke ulig Bon Jovi, og også Italien bød på noget, der mindede om rock.
En del af de optrædende havde instrumenter på scenen, men de færreste forsøgte at skjule, at musikken var singback – altså live-sang til præindspillet musik. Langt de fleste havde ikke trådløse sendere i deres instrumenter, og der var ingen kabler på scenen, hvor teknikerne var imponerende hurtige til sceneskift mellem de enkelte sange – som regel kun et minut, selvom der ofte var en del rekvisitter i brug.
Trædemølle, trampolin og skægget dame
Ukraine, der åbnede ballet, havde en danser i en trædemølle, Hviderusland et boyband, Aserbajdsjan en meget dygtig akrobat, der var hævet højt over scenen og ikke syntes at have nogen livline, Rumænien bød på et kuglerundt keyboard, Montenegro en kunstskøjteløber, Polen stillede op med et hold forklædt som malkepiger, Grækenland bød på trampolinspring, Tyskland lange konfettistrimler og Rusland to tvillingesøstre på en vippe. Østrig var repræsenteret ved en skæg- og kjoleklædt drag queen, Conchita Wurst, der allerede havde fået meget omtale og lave odds, og hans/hendes/høns bidrag, den storladne ballade "Rise Like a Phoenix" var da også en af årets bedste sange.
Ruslands bidrag var en anden flot sang, tvillingesøstrene Anastacia og Maria Tolmacheys ABBA-klingende "Shine", et midt-tempo-popnummer med et storladent og usædvanligt iørefaldende omkvæd, men grundet Ruslands stærkt kritiserede optræden i Ukraine langtfra en favorit. Det var til gengæld Sverige med en flot ballade, "Undo" med Sanne Nielsen badet i lyskegler og Hollands stærkt countryprægede "Calm After the Storm" med The Common Linnets. Vor egen Basims bidrag, den popsoulede og danseinviterende "Cliché Love Song", var bestemt også et af de bedre indslag. Ellers kneb de med de iørefaldende omkvæd i mange af sangene, hvilket ellers er et væsentligt aspekt i en god popsang. Lyden i hallen var nogenlunde, men lidt rungende, hvilket dog kan skyldes den kun kvartfyldte sal – finalen var til gengæld udsolgt.
Ved generalprøven var der selvsagt ingen afstemning, men dog pauseunderholdning, først et bud på Eurovision-lyden og det visuelle udtryk anno 2075 ved instruktøren Nikolaj Cederholm – kendt for mange teaterkoncerter med "Gasolin'" i spidsen – der vanen tro sendte deltagerne, blandt andre en som vanligt særdeles velsyngende Claus Hempler, højt til vejrs på diverse stiger. Bestemt god underholdning ligesom Emmelie de Forest, der først sang sin vindersang fra sidste år, "Only Teardrops" – dog i en forkortet udgave – og så årets teamsang, "Rainmaker", med masser af dansere og vand på scenen – og til sidst også alle årets deltagere.
Generalprøven bød, som det sig hør og bør, også på et par kiksere, hvor visse scener skulle tages om, uden at det dog fremgik for publikum, hvad der var i vejen. Her agerede Jacob Riising veloplagt pauseklovn.
Og selve showet, ja, Østrig vandt med drag queen'en Conchita Wurst og den storladne ballade "Rise Like a Phoenix" foran Holland og Sverige. Danmark og Basim endte på en niendeplads. Showet blev i øvrigt præget af en del buhen, når Rusland fik point, grundet Ruslands aktuelle fremfærd i Ukraine. Rusland endte lige efter Ukraine på henholdsvis en syvende- og en sjetteplads.
Alt i alt et visuelt imponerende og musikalsk middelgodt show, som dog bør kunne tilfredsstille de fleste grand prix-fans. Om det så er de 263 millioner kroner, som det ifølge Ekstra Bladet har kostet, værd – det samlede budget for to Smukfester – må være en smagssag. Måske dårlig smag, men det er jo også Eurovision Song Contest. I bedste fald kan det være med til at binde Europa sammen i en tid, der desværre atter er præget af spændinger, som burde høre forrige århundrede til. Vi ses næste år – i hvert fald bag skærmen.
Se masser af billeder fra finalen i GAFFAs gallerisektion
Den samlede deltagerliste i den rækkefølge, de blev præsenteret i (endelig placering følger i parentes)
1. Ukraine – Mariya Yaremchuck: Tick Tock (6)
2. Hviderusland – Teo: Cheesecake (16)
3. Aserbajdsjan – Dilara Kazimova: Start a Fire (21)
4. Island – Pollapönk: No Prejuice (15)
5. Norge – Carl Espen: Silent Storm (8)
6. Rumænien – Paula and Ovi: Miracle (11)
7. Armenien – Aram MP3: Not Alone (4)
8. Montenegro – Sergej Cetkovic: Moj Svijet (19)
9. Polen – Donatan & Cleo: My Slowianie (14)
10. Grækenland – Freaky Fortune feat. Riskykidd: Rise Up (20)
11. Østrig – Conchita Wurst: Rise Like a Phoenix (1)
12. Tyskland – Elaiza: Is It Right? (18)
13. Sverige – Sanne Nielsen: Undo (3)
14. Frankrig –Twin Twin: Moustache (26)
15. Rusland – Tolmachevy Twins: Shine (7)
16. Italien – Emma: La Mia Cittá (21)
17. Slovenien – Tinkara Kovac: Spet (Round and Round) (25)
18. Finland – Softengine: Something Better (11)
19. Spanien – Ruth Lorenzo: Dancing in the Rain
20. Schweiz – Sebalter: Hunter of Stars (9)
21. Ungarn – András Kállay-Saunders: Running (5)
22. Malta – Firelight: Coming Home (23)
23. Danmark – Basim: Cliché Love Song (9)
24. Holland – The Common Linnets: Calm After the Storm (2)
25. San Marino – Valentina Monetta: Maybe (24)
26. Storbritannien – Molly: Children of the Universe (17)
