Nyhed

Skovens stemmer synger på sidste vers

Tyske Michael Oberts film om en amerikaner blandt et af den afrikanske regnskovs pygmæfolk har magiske øjeblikke. Også selv om plottet med sønnens rejse til Vesten er skåret over en læst, der er set vel mange gange før

Vi er midt i regnskoven.

I det ellers uroplagede land midt i Joseph Conrads berømte Heart Of Darkness, som går under navnet Den Centralafrikanske Republik, er der et magisk sted, hvor en amerikaner har slået sig ned. Men selv hos magikere kan nostalgien fylde så meget, at det nærmest er ubærligt. Som da jægerne sammen går mellem træstammerne og må konstatere, at end ikke en flodrotte er til at opspore. For skoven er syg.

I de skove bor pygmæer, som laver en nærmest uvirkeligt fantastisk musik. De bliver her kaldt for Bayaka, men er også kendt som Aka, og de lever i et grænseløst samfund, som også inkluderer nabolande som Congo, Cameroun og Gabon. Deres tilstedeværelse og formidable musikalske kultur er egentlig ikke en nyhed, for dels har grundige pladeselskaber som den franske radios Ochora-label for længst udgivet optagelser med nabolandet Camerouns Aka-folk, ligesom vestlige grupper som Baka Beyond og de mere kendte belgiere Zap Mama for år tilbage lavede hybridbands med baggrund i de æteriske kor, som er så karakteristiske for skovens folk.


Ligesom den amerikanske musiketnograf Louis Sarno tilbage i 1990'erne skrev bogen Song from the Forest -- My Life Among the Ba-Benjellé Pygmies. Endelig har vi i de seneste år vi herhjemme kunnet opleve randgrupper som spændende Valby Vokalgruppe – med kvindelige pionerer som Cæcilie Trier (CTM, Choir Of Young Believers, m.fl.), Anja Jacobsen (Fru Jacobsen, Frisk Frugt, Selvhenter, m.fl.), Lil Lacy (Traveling Tribes, m.fl.) og Jaleh Negari (Pinkunoizu, Selvhenter, m.fl.) - eksperimentere med den stærkt dragende sirenesang fra junglens ro.

Ligesom det desværre ikke er en nyhed, at kombinationen af skovhugst og krybskytter har reduceret de lokale jægeres muligheder for overlevelse. Så vi får den forstemmende oplevelse af at møde en kultur i opløsning. Set gennem en amerikaners øjne, en mand, der vel at mærke er gået all in i kulturen og har forelsket sig og fået en søn med en af stammens kvinder. Ligesom han taler det lokale sprog til perfektion.

 


Knægten Lørdag

Klip. New York og Manhattan. De efterladte venner taler om deres ven, der tog afsted og blev væk. Blandt dem er Jim Jarmusch, manden der blandt andet skabte "Down By Law" med Tom Waits og John Lurie. De taler om det snarlige besøg af deres gamle ven. Som kommer til at medbringe sønnen, Samedi. Det er næsten for godt til at være sandt, for som Robin Crusoe havde sin uundværlige Fredag har amerikaneren en søn, der hedder Lørdag. Og vi skal følge Lørdag, som rejser den lange vej fra junglen til metropolen. Han skal se sine rødder i på rodløse gader i skyskrabernes skygge. Er det naturbarnet, som skal have et alternativ, når alting snart skrider derhjemme?

For skrider gør det tydeligvis. I den unikke film, som er så håndholdt på stedet reportage som muligt, er der de forstemmende øjeblikke, hvor de lokale venner konstant banker på hos den amerikanske bror, Louis Serno, for lige at låne penge eller varer fra hans butik. Eller bytte med et dyr, der blev fanget i skoven. Sin assimilering til trods synes Serno at have status af den udenlandske velgører. Normalt ikke et sundt tegn.


Ellers er de lykkelige øjeblikke dem, hvor den Serno og den tyske instruktør Michael Obert sidder inde i hans primitive hytte, og Serno trakterer med alle båndoptagelserne med for længst afdøde mestre eller med naboer, der bare kan de nu glemte sange fra verden af i går. Musik som sine steder minder om middelalderlig gregoriansk sang. Men som også bliver præsenteret med en blues af nostalgi.

Ikke at der ikke er opblussen, hvor man mærker musikken i aktion. Hører de polyfoniske stemmer og de medrivende rytmer. Det er filmens bedste momenter. For her placeres man i et veritabelt drømmespace, hvor skovens lyde er orkestret og stammens musikere er solisterne, der formeligt spiller skoven.

Til gengæld er undertegnede ikke så vild med sidste del af filmen, hvor far og søn drager til New York. Måske fordi jeg har set rigtigt mange film skåret over den læst, der på en eller anden måde skal give de fremmede kulturer kant og relevans i forhold til det marked, den efterfølgende skal sælges på. Her synes jeg, at skovens sang er alt rigeligt. Det er i det flimrende sollys under træernes kroner, hvor dampen giver det hele et nærmest spøgelsesagtigt skær, og kombinationen af stemmer og naturlyde er optaget krystalklart, at filmen er unik.


Sange Fra Skoven er en stærkt anbefalelsesværdig film. Tag ind og se den, støt regnskoven og musikken og dyk ned i en musik, som er vidunderlig.

 

 


ANNONCE