Nyhed

Strøm annoncerer flere navne

Den københavnske elektroniske musikfestival supplerer programmet med både danske og udenlandske kunstnere

Den københavnske elektroniske musikfestival Strøm, der løber af stabelen 11.-17. august, er klar med en ny håndfuld artister. Lineuppet strækker sig fra spansk house til dansk dub og Vega, der for en enkelt aften forvandles om til berlinernatklub.

Strøm har tidligere kunnet annoncere Derrick May til årets program, og nu offentliggør de, at hans show på Culture Box vil blive suppleret af et show med den spanske house-dj John Talabot. Talabot har blandt andet udgivet mixalbummet "DJ-KiCKS" fra 2013. På Culture Box vil du yderligere kunne høre et dj-sæt fra danske T.O.M & His Computer, der er et nyt soloprojekt af Thomas Bertelsen. De fleste vil typisk kende ham som DJ Tom eller som den ene halvdel af dub-duoen Lulu Rouge.

Spillestedet Vega kan under Strøm præsentere et multishow fra det Berlin-placerede pladeselskab Leisure System. Det tyske selskab startede ud som et event- og radioteam, men kunne i 2011 udvide sin forretning til også at omhandle musikudgivelser. Med et fokus på, hvad de kalder tidløs dansemusik, har de blandt andet udgivet ep'er fra Jets, Dopplereffekt og Visionist. Sidstnævnte vil sammen med Holly Herndon og Kuedo (billedet) udgøre programmet, når Vega for en enkelt aften bliver forvandlet til en natklub med berlinerkendetegn.


Vega byder herudover også på sangerinden Copeland, der skal varme gulvet op for britten og landsmanden Bonobo. Inga Copeland er bedst kendt som medstifteren af lofi-duoen Hype Williams, et projekt hun delte med Dean Blunt, der sluttede i 2013. Copeland er nu gået solovejen og er snart aktuel med det selvudgivne solodebutalbum "Because I'm Worth It".

Du kan finde hele Strøms lineup på festivalens hjemmeside

Hør Kuedo, der er aktuel på Strøm:

ANNONCE