Nyhed

Syg McCartney aflyser turné

Lægerne har beordret den tidligere Beatle til at holde sig i ro, efter at en virus har svækket hans helbred

Dårlige nyheder for de japanske fans af Paul McCartney. Den tidligere Beatle har nemlig set sig tvunget til at aflyse sin turné i Japan efter at være blevet syg. Lægerne mistænker, at det er en virus, der har svækket den folkekære McCartneys helbred, og de har beordret ham til at blive i ro, indtil han atter er rask. Det skriver MTV.

Paul McCartney skulle ellers have været forbi blandt andet det berømte Nippon Budokan, hvor han spillede med The Beatles i 1966. Den japanske arrangør, Kyodo Tokyo, siger i en pressemeddelelse, at "McCartney må desværre se sig nødsaget til at aflyse sine tilbageværende japanske shows. Han føler sig endnu ikke bedre tilpas, og en aflysning er uundgåelig."

Musikeren har i forvejen aflyst en håndfuld shows, fordi han blev ramt af sygdom. I en tidligere pressemeddelelse skriver han ellers, at han "ser frem til at spille i Japan igen." Han fortsætter: "Uheldigvis er min tilstand ikke blevet bedre natten over. Jeg havde virkelig håbet, at jeg ville have det bedre i dag, og jeg er ked af at svigte mine fans."


Sygdommen kommer efter en ellers succesfuld turné i Sydamerika, hvor McCartney blandt andet så se sig hædret i Eucador. Da den tidligere Beatle spillede på Estadio De Liga i Quito, fejrede man begivenheden ved at genskabe logoet fra McCartneys album fra sidste år, "New", på Pichincha-bjerget, hvorfra det kunne ses fra det meste af byen. Det var første gang, McCartney besøgte det sydamerikanske land. 

"New" udkom i oktober sidste år, og det var ifølge GAFFAs Henrik Friis Maccas absolut bedste udspil i lang tid. Han opsummerede i sin fem stjerners anmeldelse:

"Er dybden ikke historisk, er musikken til gengæld inspireret, legesyg og smittende – og tåler mange gennemlytninger. Voksen rock og pop – og Maccas bedste i dette årtusinde."


Vi dykker lige ned i arkivet og lytter til "Young Boy". Den første single fra 1998-udspillet, "Flaming Pie": 

ANNONCE