Det kaotiske forhold til ægtemanden Bobby Brown danner grundlag for en ny tv-film
Tina Turners voldsomme forhold til ægtemanden Ike Turner blev i 1993 dokumenteret i filmen "What's Love Got To Do With It", hvor Angela Bassett samme år løb med en Golden Globe Award for sin rolle som rockmama. Nu er turen kommet til Whitney Houston og Bobby Brown. Det skriver engelske NME.
Den amerikanske tv-kanal Lifetime har nemlig i sinde at forevige parrets kaotiske i en tv-film. I et sjovt twist er det førnævnte Angela Bassett, der er blevet hyret ind som instruktør af filmen.
Filmen vil følge parret fra de først mødes og op igennem Whitney Houstons hastige himmelfart til superstjernestatus.
- Jeg har stor respekt for både Whitneys og Bobbys fantastiske talenter og bedrifter, og jeg føler et ansvar i at fortælle deres historie. Deres menneskelighed og samhørighed er en inspiration for os alle, fortæller Bassett i en pressemeddelelse.
Filmen er sat til at rulle over skærmen i 2015. Hvem der løber med hovedrollerne, er endnu ikke afsløret.
Whitney Houston døde den 11. februar 2012 i en alder af 48 år, hvor hun blev fundet under vand og bevidstløs i badekarret på et hotel i Beverly Hills. Sammen med Bobby Brown har hun den i dag 21-årige datter Bobbi Kristina.