Nyhed

Anthony Jasmin: Vi vil ikke være wannabes!

Vi fangede de stolte vindere kort efter sejren i X Factor

Kort efter sejren i X Factor 2014 er GAFFA så heldige at fange vindergruppen Anthony Jasmin. Heldigvis har alle de andre medier spurgt, hvordan det føles at vinde (de svarede "fantastisk"), så vi går lige til stålet. 

Hvordan vil I undgå at blive glemt ligesom alle de andre vindere?

Jasmin: – De andre… hvad mener du?

Ja, Chresten og Martin og hvad de nu ellers hed allesammen…

Jasmin: – Chrestens album er lige kommet.
Anthony: – Jeg tror, det ,der er forskellen, er, at der er mange, der stadig arbejder med musik, men på deres egen måde. Måske er de sangskrivere.

Men hvad vil I gøre, nu hvor I har vundet?


Anthony: – Vi fortsætter i hvert fald som duo. Vi vil rigtig gerne lave mere musik og ud at spille.

Hvilken stil kan man forvente fra jer? I har lige arbejdet sammen med Pitchshifters, ved jeg.

Jasmin: – De har produceret vores vindersang.
Anthony: – De er super vilde. De har en god lyd, dem kunne vi sagtens lave noget mere med. Vi laver jo mest r'n'b, tror jeg, at man kan sige.

Jeg kender mange skoleelever, der synes, at I skulle have sunget noget Drake. Kan I selv gætte hvorfor?

Anthony: – Haha! Det er vel fordi vi ligner hinanden lidt. Jeg har bevidst undgået det, så der ikke ville komme så mange sammenligner.
Jasmin: – Vi havde faktisk overvejet at synge "Take Care" med Drake og Rihanna, men vi droppede det igen, så vi ikke ville blive sammenlignet med dem. Det ville være for wannabe-agtigt.
Anthony: – Vi vil ikke være wannabes. Vi vil gerne være kendt for vores egne kvaliteter og det, vi kan.


ANNONCE