Nyhed

Christopher og Medina til X Factor-finalen

Der er dømt ekskæreste-factor, når to af Danmarks største popstjerner optræder til talentshowfinalen

I aften bliver endnu en deltager pillet fra i X Factor blandt de tilbageværende fem artister: Henriette Haubjerg, Lucy Mardou, Pernille Nordtorp, Anthony Jasmin og ManBand. De får samtidig også besøg af den unge britiske stjerne, John Newman.

DR kan nu afsløre, at når finalen rammer Danmark fredag den 28. marts, bliver det blandt andet med hjælp fra ekskæresterne Medina og Christopher, der tilfældigvis er to af Danmarks største popstjerner. Man kan formentlig glæde sig til at høre Christopher synge "You're Crazy" fra hans seneste single og Medina synge "Jeg' da ligeglad, jeg' da ligeglad" fra hendes seneste single "Jalousi". 

Årets sæson af X Factor er på mange måder vendt tilbage til rødderne. Dommertrioen fra showets første sæsoner er blevet gendannet, og de indledende auditions fandt sted i et rum, hvor kun deltagere og dommere var til stede. Finaleshowet vender også tilbage til sit oprindelige udgangspunkt og afholdes i år i DR Byens Studie 5.


I aften skal de tilbageværende deltagere synge under kategorien "britiske beats", og det betyder for eksempel, at Anthony Jasmin skal give deres bud på Sam Smiths unikke vokal, når de synger "Latch", og at Thy-lejr-beboeren Lucy Mardou skal synge "London Calling" fra punklegenderne The Clash. 

Foruden det store finaleshow kan de mange X Factor-fans se frem til en stort anlagt gratiskoncert på Rådhuspladsen i København.

Der er både mulighed for at opleve X Factor-koncerten på Rådhuspladsen i København og direkte på DR1 mandag den 24. marts klokken 19.00. Efter koncerten kan DR1's seere møde fredagens berømte gæstesolist Christopher i "Aftenshowet".


ANNONCE