Nyhed

D-A-D 30 år: Cobber – en Dylan-stalker

D-A-D serverer 30 røverhistorier fra 30 år i overhalingsbanen, der har budt på masser af succes, men også et par knytnæver fra medaljens bagside

"What happens on the road stays on the road" siger Stig med et skælmsk smil. En sandhed med modifikationer fra bassisten, der mener, at to strenge på instrumentet er mere end rigeligt, til gengæld må den gerne være formet som en raket. I øvrigt med bassisten iført hjelm, nederdel eller kunstige øjenvipper, som når det blonde, slanke fyrtårn går på scenen. For manden med de afsindige uniformer, behørigt sekunderet af resten af kvartetten, fik munden ganske gevaldigt på gled, da GAFFA frittede Danmarks ikoniske, vel nok største og mest sejlivede rockorkester ud om en god gang røverhistorier fra nu 30 år i øvelokaler, studier, medier, men først og fremmest på landevejen.

Og nationalorkesteret fejrer jubilæet med maner. 30-30-30 lyder parolen. Tekstet for hørehæmmede vil det sige 30 danske klubjobs, 30 udenlandske klubjobs, 30 festivaler, og – som det sig hør og bør for en afholdt fødselar –det løse. Turmanager Troels Bjørn forventer, at Jesper Binzer får sagt: "god aften og velkommen" rundt regnet 110 gange i løbet af 2014, tæl selv på hvor mange forskellige sprog. Vi, der har rundet hjørnet for mere end et par år siden, ved, at 30 ikke er nogen alder.

Det ser ud til, at publikum er enige, der er fortsat gang i butikken, og det i dén grad. Et hurtigt kig i tour-kalenderen afslører de kolde fakta. Bortset fra "2014" er det ord, som optræder hyppigst "udsolgt". Varen bliver leveret hver eneste aften, og hvad fritid angår, ligger det i 2014 (med lidt held) for d'herrer Binzer, Binzer, Sonne og Petersen på udvalgte søndage og mandage. Men også på en arbejdsdag er der god tid til at hygge sig.


GAFFA mødte kvartetten på udsolgte Posten i Odense og snakken flød, indtil kort før bandet skulle på scenen. Hold godt fast, for her kommer 30 røverhistorier fra 30 år i overhalingsbanen, der lever op til ikke så få sex, drugs & rock'n'roll-klichéer, men også oprigtige og reflekterende stunder fra medaljens bagside, som 30 år med speederen i bund selvfølgelig også byder på. "It's after dark now and Disneyland is closed" lyver Jesper Binzer notorisk. Portene er nærmere fortsat åbne på videste gab. Døm selv. "Mine damer og herrer, Damen und Herren, ladies and gentlemen (indsæt selv) will you please welcome D-A-D" alias Disneyland After Dark. Som altid "good clean family entertainment you can trust".

Vi bringer en røverhistorie hver dag i marts i kronologisk rækkefølge.

21. 2002


Cobber – en Dylan-stalker

Cobber: – Vi havde en overliggerdag i Hannover, og tilfældigvis spillede Bob Dylan samme dag i byen. Nogle af os fik billet til koncerten. Fed aften, jeg tror, det er den bedste Dylan-koncert, jeg har set. Så kommer vi tilbage til hotellet, og Laust, Jesper og mig sætter os i en slags pejsestue. Det er meget sent, klokken er tre om natten. Jeg går så hen mod receptionen og opdager, at otte meter fra mig der står "his Bobness". Jeg fryser fuldstændig til is, kigger Bob lige i øjnene, og han og hans tourmanager lurer helt sikkert "er det en stalker, eller hvad er jeg?" Så går jeg i slo-mo hen til elevatoren, drejer langsomt rundt og lader, som om jeg skal noget andet, går ned til Laust og Jesper og hvisker højlydt, "det er sindssygt, det er Bob, der står lige derhenne."

Jesper: – Det sjove er, at Cobber aldrig lader sig imponere af sådan noget, det er den eneste gang, jeg har set ham væltet af pinden. Øjne som tekopper, helt lille.


Cobber: – Jeg var simpelthen starstruck, lagt flad af his Bobness.

ANNONCE