D-A-D serverer 30 røverhistorier fra 30 år i overhalingsbanen, der har budt på masser af succes, men også et par knytnæver fra medaljens bagside
"What happens on the road stays on the road" siger Stig med et skælmsk smil. En sandhed med modifikationer fra bassisten, der mener, at to strenge på instrumentet er mere end rigeligt, til gengæld må den gerne være formet som en raket. I øvrigt med bassisten iført hjelm, nederdel eller kunstige øjenvipper, som når det blonde, slanke fyrtårn går på scenen. For manden med de afsindige uniformer, behørigt sekunderet af resten af kvartetten, fik munden ganske gevaldigt på gled, da GAFFA frittede Danmarks ikoniske, vel nok største og mest sejlivede rockorkester ud om en god gang røverhistorier fra nu 30 år i øvelokaler, studier, medier, men først og fremmest på landevejen.
Og nationalorkesteret fejrer jubilæet med maner. 30-30-30 lyder parolen. Tekstet for hørehæmmede vil det sige 30 danske klubjobs, 30 udenlandske klubjobs, 30 festivaler, og – som det sig hør og bør for en afholdt fødselar –det løse. Turmanager Troels Bjørn forventer, at Jesper Binzer får sagt: "god aften og velkommen" rundt regnet 110 gange i løbet af 2014, tæl selv på hvor mange forskellige sprog. Vi, der har rundet hjørnet for mere end et par år siden, ved, at 30 ikke er nogen alder.
Det ser ud til, at publikum er enige, der er fortsat gang i butikken, og det i dén grad. Et hurtigt kig i tour-kalenderen afslører de kolde fakta. Bortset fra "2014" er det ord, som optræder hyppigst "udsolgt". Varen bliver leveret hver eneste aften, og hvad fritid angår, ligger det i 2014 (med lidt held) for d'herrer Binzer, Binzer, Sonne og Petersen på udvalgte søndage og mandage. Men også på en arbejdsdag er der god tid til at hygge sig.
GAFFA mødte kvartetten på udsolgte Posten i Odense og snakken flød, indtil kort før bandet skulle på scenen. Hold godt fast, for her kommer 30 røverhistorier fra 30 år i overhalingsbanen, der lever op til ikke så få sex, drugs & rock'n'roll-klichéer, men også oprigtige og reflekterende stunder fra medaljens bagside, som 30 år med speederen i bund selvfølgelig også byder på. "It's after dark now and Disneyland is closed" lyver Jesper Binzer notorisk. Portene er nærmere fortsat åbne på videste gab. Døm selv. "Mine damer og herrer, Damen und Herren, ladies and gentlemen (indsæt selv) will you please welcome D-A-D" alias Disneyland After Dark. Som altid "good clean family entertainment you can trust".
Vi bringer en røverhistorie hver dag i marts i kronologisk rækkefølge.
22. 2002
Wig Wam Tour - alt gik galt
Jesper: – Der var mange mennesker – også mange helt tæt på – som mistede en god omgang basseører på den konto.
Cobber: – Vi var vokset op med John Rosing på Rock On, som havde totalt styr på pengekassen, og vi troede, at han videregivet det hele til kronprinsen Niels Lindgreen. Men det havde han så ikke. John holdt kortene helt tæt på kroppen. (John døde som 44-årig efter et kort, eskalerende sygdomsforløb, red.).
Jesper: – Niels havde slet ikke samme format, og han og hans kæreste var ligesom interesseret i at score en større del af kagen.
Cobber: – Når en mand gør noget godt, er det ofte en kvindes skyld. Når en mand gør noget rigtigt lort, er det altid en kvindes skyld.
Jesper: – Jeg sagde det med at gå fra hus og hjem i pressen, men vi har aldrig været et velbeslået orkester, så der var ikke rigtigt noget at komme efter. Det var synd for Helmig, som blev nedgjort af Peter A.G. bagefter.
Cobber: – Jeg snakkede med ypperstepræsten over flere omgange, det var sådan lidt "good cop, bad cop". Det kunne være: "Hej, det er Peter, Peter fra Gnags", sådan den joviale med stråhatten. Så kunne det være: "I kommer til at betale dyrt for det her, I har det moralske ansvaaaaaarrrr" (udtrykt højlydt teatralsk, red.).
Jesper: – Der røg nogle relationer "for good", men det begræder jeg ikke. Vi har ikke mere med Niels at gøre.
Stig: – Men folk er vrede, når man går på bar, Sort Sol for eksempel. Folk er overbeviste om, at vi har nazi-guld stukket ind under guldbrædderne et sted.
Cobber: – Hvis jeg var i deres sted, havde jeg også været vred. Men Rock Ons tåbelige firmakonstruktion var altså ikke vores skyld. Det var hovedløst, hovedet op i røven, også fra vores side. Det forårsagede en hel del selvransagelse. Der skete også noget med os, vi skulle grave os op af hver vores skyttegrav. Så var jeg ikke lige tilfreds med, at Jesper havde været så åbenmundet i pressen, inden det gik galt. Meget af det sjove gik af, nu var det med at spænde skistøvlerne. Man lærer af sine fiaskoer.
