Nyhed

David Bowie fejrer Record Store Day

Den legendariske sanger skuer tilbage i sit katalog for at komme med sit indspark til fejringen af verdens pladebutikker

David Bowie har meldt sig ind i kampen for den lokale pladebutiks overlevelse, og han fejrer således Record Store Day lørdag den 19. april med udgivelsen af to picture disc 7"-vinylsingler. Det drejer sig om henholdsvis "Rock'n'Roll Suicide" fra det glamrockende "Ziggy Stardust and The Spiders From Mars" fra 1973 og "1984" fra det dystopisk Orwell-inspirerede "Diamond Dogs" fra 1974. Hvis du er inkarneret Bowie-fan, er det næsten et must-have.

Begge singlerne har i år 40 års jubilæum, da de begge blev udgivet som singler i 1974. "Rock'n'Roll Suicide" udkom oprindeligt den 12. april 1974, og den kommer nu med det tilhørende lydspor af Bowies farveltale som Ziggy Stardust (taget fra "Ziggy Stardust: The Motion Picture Version"). Bowie chokerede dengang sine fans, da han sendte sit alter ego på pension under sin sidste koncert på Hammersmith Odeon den 3. juli 1973.

"1984" figurerer både i studieudgaven og i en live-version taget fra amerikanske ABC TVs Dick Cavett Show i slutningen af 1974. Det vil være første gang, at fans får mulighed for at købe lige netop denne optræden af nummeret på vinyl.


I år er Chuck D fra Public Enemy blevet udnævnt til ambassadør for Record Store Day. I den anledning har han udtalt: "I denne tidsalder, hvor musikindustrien har spundet musikken i et virtuelt syn og en ditto historie, føler jeg mig beæret over at være hidkaldt til at blive ambassadør for Record Store Day 2014. Med massernes nakker bøjet ned over deres smartphones, lad alle vi musikelskere GPSe vores vej ind i den virkelighed, der er pladebutikken ("the Record Store" red.). Det er et mægtigt forsøg værd, lad os gøre det."

 

 


ANNONCE