Vi er på den enorme musikbranchefestival i Austin, Texas og rapporterer dag for dag
Se masser af billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion
Fokus i løbet af dagen har selvfølgelig været på ulykken, der indtraf natten forinden. Den skyldige gerningsmand har vist sig at være en rapper, der var på vej til at optræde på selve festivalen selv, da han i påvirket tilstand tog livet af to andre i en stjålet bil. Fra officiel side er der blevet startet en velgørenhedsorganisation, der skal indsamle penge til de efterladte og overlevende fra ulykken, og denne er i løbet af dagen blevet støttet af mange spillesteder rundt om i byen. Men The Show Must Go On, så ud på eftermiddagen var det igen tid til at få noget musik ind under huden.
Til at lægge fra land var det australske elektrorockband The Preatures. De har fået et stort hit i hjemlandet i form af Is This How I Feel, som også fik publikum helt op at danse, da det blev spillet som sidste nummer. Deres kombination af både mandlige og kvindelige vokaler fungerede rigtig godt og var med til at skabe masser af energi, både fra publikum og bandet selv.
Herefter fulgte der endnu et australsk the band i form af The Griswolds. Det var faktisk ikke planen at se disse drenge, men det britiske band Jungle havde åbenbart problemer med stemmerne og havde derfor aflyst deres showcase. Jeg blev dog alligevel hængende sammen med et fyldt spillested. Musikken er måske ikke det mest originale, men bandet gjorde op for det med spilleglæde og god interaktion med publikum, der kombinerede, da publikum fik uddelt tamburiner og sluttede koncerten som en stor fest.
Wolf Alice blev valgt som sidste band på eftermiddagens program. Det var anden gang, at jeg så dem på årets festival, og dette var endnu bedre end første show. Bandet lod sig ikke gå på af en del tekniske problemer og spillede som om, de havde deres time of their life. Da konkurrencen om at få opmærksomhed er utrolig hård på denne festival med mere end 2.000 bands at vælge iblandt, er det som om, at de fleste bands lige giver den en ekstra skalle i håbet om at kunne skille sig ud fra mængden. Dette var Wolf Alice et meget godt eksempel på, da koncerten sluttede med, at det meste af bandet stod ude blandt publikum og rockede ud.
Engelske Bipolar Sunshine (billedet) startede aftenens program med en finurlig blanding af stille inderlige passager og så meget rockede momenter. På en og samme tid kan musikken minde om utrolig meget andet, men alligevel fremstår det som deres eget udtryk. Forsangeren leverer sangene, som om lyrikken virker betyder noget, men havde også overskud til god kontakt med publikum mellem numrene. Dette var virkelig et band, der imponerede undertegnede og kan helt sikkert anbefales, selvom det dog vil være en fordel, hvis forsangeren vil være lidt mere ædru en anden gang.
Berliner-bandet Ballet School består af trommer, guitar og en kvindelig forsanger, Rosie. Selvom forsangeren har sin helt egen personlige fremtoning, der godt kan minde om Alice Glass fra Crystal Castles, virkede det ikke som om, at musikken for alvor var spændende. Det hjalp dog ikke bandet, at de måtte stoppe ret pludselig, da tiden var løbet fra dem. Dermed fik de ikke mulighed for at give det sidste vigtige indtryk.
We Were Promised Jetpacks var næste band på programmet. Deres indierock minder en del om Frightened Rabbit, og det var også en meget energisk optræden, der blev lagt for dagen. Spillestedet Holy Mountain havde efter sigende været ret tomt hele aftenen, men disse skotske herrer havde dog formået at tiltrække et stort publikum. Der blev generelt rocket godt igennem, og bandet virkede i den grad til at være nærmest overvældet over det store publikum og samspillet mellem dem.
Aftenens sidste koncert skulle være med Royal Blood, og det skulle også vise sig at være dagens højdepunkt. Inden koncerten gik i gang, blev tragedien 24 timer før markeret med to minutters stilhed på de fleste spillesteder, da klokken slog 24.00. Der er nok ikke nogen tvivl om, at bandet har et par Queens of the Stone Age- og the White Stripes-plader stående derhjemme. Alligevel formår de to herrer på henholdsvis trommer og bas at skabe lyden at et helt rockband på trods af kun to instrumenter. Spillestedet Lattitude 30 var fyldt til randen med folk, der kun var kommet for at se disse drenge, hvor en del var kommet tidligt på aftenen for at være sikre på at få en plads. Royal Blood kan opleves på årets NorthSide-festival.
En del af charmen med SxSW-festivalen er, at man kommer meget tættere på de optrædende kunstnere, da de fleste spillesteder ikke er specielt store. En del af dem er faktisk ikke normalt spillesteder, men er til lejligheden omdannet til et spillested. Sådan et sted er Latitude 30, og efter koncerten havde en stor del af publikum så meget optur over denne koncert, at de måtte ud og videregive dette til bandet selv.
Hermed blev dag tre ud af den fem dage lange festival altså overstået. Dagen bød for mit vedkommende kun på rigtig gode koncertoplevelser. Ud over mine egne oplevelser har Soundgarden i løbet af aftenen spillet hele deres "Superunknown"-plade for første gang, ligesom Lady Gaga også har spillet et intimt sæt foran nogle få hundrede mennesker.
Se masser af billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion