Sorte skoler, skydere, skyer, sex. Som altid finder man lidt af hvert i weekendens buket af fester. Find vej til det rigtige dansegulv her.
GAFFA sætter fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!
Sort skole og mørke sager
Dj- og komponistkollektivet Den Sorte Skole udsendte deres tredje album, "Lektion III", i maj 2013, med samplinger fra tusindvis af vinylplader fra alle verdenshjørner, og har efterfølgende høstet anmelderroser og vild publikumsbegejstring for deres koncerter. Så nu er det med at gribe chancen i denne weekend, hvis man bor i Odense eller Aarhus, hvor Den Sorte Skole giver koncert badet i visuals fra lysmestrene Dark Matters. Med som support er Bwoy de Bhajan, der var nomineret som "Årets Håb" til Steppeulven Awards i år. Gå ikke glip af det, hvis du har muligheden – folk var endeløst begejstrede over Dark Matters- og Den Sorte Skole-kombinationen i Koncerthuset i København.
Hvad: Den Sorte Skole med Dark Matters i Magasinet
Hvor: Magasinet, Farvergården 19, Odense C.
Hvornår: Fredag 28. marts kl. 21
Hvordan: Facebooklink
Hvad: Den Sorte Skole med Dark Matters på VoxHall
Hvor: Voxhall, Vester Allé 15, Aarhus
Hvornår: Lørdag 29. marts kl. 21
Hvordan: Facebooklink
Skydere i klosterkælderen
Den legendariske undergrunds-deephouse-klub Skydeklubben, som levede godt og skjult i et fint stykke tid et sted på Vesterbro, genopstår denne fredag aften på byens nyeste uh-det-lyder-spændende-feststed: kælderen under Skt. Gertruds Kloster. Og ja, det er nok også med lige at nå at få festet lidt igennem dernede, inden det forsvinder igen og bliver til noget andet og måske lidt mindre undergrund. Denne fredag har Skydeklubben besøg fra Berlin: Stefan Mint og David Delgado. Og der er support fra Skydeklubbens residents Strung Fellows og Rasmus Rekyl. Arrangørerne anbefaler tidlig ankomst, for dørene vil lukke.
Hvad: Skydeklubben – Nuns with Guns
Hvor: Skt. Gertruds Kloster, Hauser Plads 32, Kbh. K.
Hvornår: Fredag 28. marts kl. 22
Hvordan: Facebooklink
Skyer i Kødbyen
Fredag kan der også danses hårdt og længe på KB18, som har besøg af den skotske duo Clouds til en omgang rå og industriel rave-stemning. Clouds, som udgav albummet "Ghost Systems Rave" i 2013, er blevet rost og spillet af gigantnavne som Richie Hawtin, The Chemical Brothers, Sven Väth og Martin Gore, for lige at nævne nogle få. De suppleres af Kasper Melchior, Andreas OK, Soran og Petter Pistol og Darmstadt, og festen bliver ved til kl. 09.
Hvad: Dismantle præsenterer Clouds
Hvor: KB18, Kødboderne 18, Kbh. V
Hvornår: Fredag 28. marts kl. 23.55-09
Hvordan: Facebook-link
Endelig: Aarhouse
En fast tilbagevendende houseklub i Aarhus skal selvfølgelig hedde Aarhouse (utroligt, at det navn ikke er taget i brug noget før). Og den første aften i Aarhouse-serien skydes af lørdag, hvor Jean von Baden, som også spillede, da V58 genåbnede i Vestergade i sidste måned, nu er tilbage med en hel nat med house i alle former, fra det gamle til det nye, fra det jazzede til det discofyldte, fra det boblende til det beskidte. Men sexet det hele! – lover Jean, som også har håndplukket et lokalt talent til aftenen, nemlig Malte Toft.
Hvad: Aarhouse #1 feat. Jean von Baden plus venner
Hvor: V58, Vestergade 58P, Aarhus
Hvornår: Lørdag 29. marts kl. 23.30
Hvordan: Facebook-link
Kung fu, kød og Kenton Slash Demon
Ifølge sin dj-biografi er tyske Dario Zenker opvokset på Wu Tang, Gangstarr, Michael Jackson og sød sennep. Han er også glad for kung-fu og kød, indledte sine første år i det elektroniske musikunivers på trancescenen og fik allerede sin første faste dj-tjans af en vis relevans som 18-årig, så der er utvivlsomt en god musikalsk aften i vente på Boxen lørdag, hvor Dario Zenker suppleres på mainfloor af Kenton Slash Demon. I kælderen huserer Patrick Bateman, Blagger, Ena Cosovic og Palma Lova.
Hvad: Dario Zenker
Hvor: Culture Box, Kronprinsessegade 54a, Kbh. K.
Hvornår: 29. marts kl. 23
Hvordan: Facebook-link
Har du en god fest, der skal med i næste uge? Skriv til [email protected]





