Nyhed

Ikonisk progrockband gæster Danmark

Goblin, som har haft stor indflydelse på horror-milepæle i filmhistorien, gæster Amager Bio

Hvis du er fan er horrorfilm, kender du Dario Argentos og George Romeros filmografier bedre end almindelige dødelige. Derudover kender du selvfølglig også det italienske progrockband Goblin, der har lavet soundtracks til nogle af filmhistoriens vigtigste horrorfilm af førnævnte instruktører. Nu kommer Goblin til Danmark og giver koncert i Amager Bio 14. april.

Goblin blev dannet i 1972, efter de forskellige medlemmer fandt ud af, at de havde et fælles referencepunkt i progrockbands som Yes, King Crimson og Emerson, Lake & Palmer. Med deres take på progrocken tog det pludselig fart for bandet, da de tre år senere stod for soundtracket til "Profondo Rosso" (1975) af den italienske filminstruktør Dario Argento. Et samarbejde, der sikrede gruppen lydsiden til film som "Suspiria" (1977) og "Tenebrae" og i 1978 lavede Goblin og Dario Argento sammen lydsiden til kultklassikeren "Dawn of the Dead" (1978) af George A. Romero.

Nu gæster bandet Danmark for første gang nogensinde. Claudio Simonetti er tilbage som frontfigur på aftenen, hvor det prog- og horrorhungrende publikum endvidere efter koncerten kan bevæge sig over på det nærliggende spillested Beta og se "Suspiria" i en ny-restaureret udgave. 


Samme aften spiller lutspilleren Jozef van Wissem, der har udgivet flere plader med instruktøren Jim Jarmusch og for tiden er aktuel med scoren til Jarmuschs seneste vampyrfilm "Only Lovers Left Alive". Det er dette soundtrack, som man vil kunne opleve i Amager Bio, inden Goblin optræder.

Billetterne til dobbeltkoncerten er allerede sat i salg og kan findes via GAFFA Live

 


 

ANNONCE