Nyhed

Kaliber går fra fodlænke til Operaen

Hiphopperne fra Vestegnen optræder på de bonede gulve med operasangerinde

Det er noget af en kontrast, når hiphop-gruppen Kaliber fra Københavns vestegn indtager det fornemme Operahuset i København fredag den 28. marts klokken 17.30 til en gratiskoncert sammen med operasangerinden Anne Kleinstrup. Flere af bandets medlemmer har været kriminelle, og deres rapper DB King har optrådt på Smukfest 2013 iført elektronisk fodlænke, men nu står de på de bonede gulve. Et sted, hvor der kun ganske få gange er blevet fremført hiphop, nærmere betegnet med L.O.C. og Selvmord. Vi har fanget bandets rapper Jesper "Livid" Helles for at høre om, hvordan Kaliber er kommet ind i de hellige haller.

– Vi er jo fuldstændig uskolede som musikere, og for et stykke tid siden talte vi med vores manager om, at vi godt kunne bruge noget sangtræning. Han satte os i forbindelse med Anne Kleinstrup, som også er operasanger. Vi kom rigtig godt ud af det med hinanden, og Anne lærte os meget, og så kom vi til at tale om, at det kunne være sjovt at lave noget sammen.

– Vi overvejede, om vi ligefrem skulle medvirke i en opera, men vi blev enige om lige at lægge ud med en slags generalprøve, hvor vi vil optræde i Operaens foyer med fuldt band, og hvor Anne så vil medvirke på en duet – nærmere betegnet arien "Habanera" fra Bizets opera "Carmen", som vi har samplet – og hun desuden vil synge kor på nogle numre. Vi håber, at det kan få nogle af vores fans til at tage i operaen, hvor de nok ikke kommer så tit. Vi har heller aldrig selv været der før.


Ep lige om hjørnet

I udgiver også en ep på mandag, "Udebane". Kan du fortælle lidt om den?

– Ja, det er meget sjovt, at den hedder "Udebane", for vi er jo i den grad også på udebane, når vi skal i Operaen. De to ting har dog ikke noget med hinanden at gøre, ud over at vi har fået sangtræning af Anne, inden vi indspillede ep'en. Den kommer til at bestå af otte numre og bliver både mere alsidig og mere helstøbt end noget, vi tidligere har udgivet.


– Musikalsk er det ikke bare sådan, at DB King og jeg hver rapper 16 takter som på den første ep, og så kommer der et hook. Tekstmæssigt kommer vi også vidt omkring og reflekterer blandt andet over vores fortid. Vi er mere selvransagende end på debuten, hvor vi gerne ville sparke dørene ind til musikverdenen. Vi har rykket os ud af betonen, men vi er stadig tro mod Vestegnen.

Hvad byder året ellers på for jeres vedkommende?

– Vi tager på en forårsturné nu med fuldt band og senere på foråret på en diskoteksturné. Til efteråret håber vi at kunne indspille sange til en ny udgivelse, som nok bliver en ep, der kommer i det sene efterår.


I udgav debut-ep'en "179" sidste år og udsender nu endnu en ep. Vil I slet ikke udgive et album?

– Vi kan godt lide det kortere format, som ep'en er, men vi har faktisk talt med vores pladeselskab Sony om at samle vores to første ep'er med i alt 14 numre på et album. Vi er trods alt så gamle, at vi godt kan huske, da der var noget, der hed et album. I begyndelsen var de lidt afvisende, men nu har vi fået dem overtalt, så vi håber at kunne udgive albummet i slutningen af maj.

Kaliber fik et stort skub i ryggen, da de vandt KarriereKanonen på P3 i 2012, og siden har de fået dobbelt guld for singlerne "Vest for København" og "Det' Dødt Nu". GAFFA spåede i 2014 et stort gennembrud for Kaliber i 2014.


Kalibers turné med band bringer dem til følgende byer: 

28/3: Operahuset, København

3/4: Viften, Rødovre 


4/4: Posten, Odense 

10/4: HeadQuarters, Aarhus 

12/4: Rust, København 


19/4: Metromusik, Ringsted  

Find billetter via GAFFA Live og spillestedernes hjemmesider

Se Kaliber og musikvideoen til "Det' Dødt Nu":

ANNONCE