Nyhed

Mød GAFFAs demo-anmelder Hansen i aften

Den erfarne musikskribent giver gode råd til håbefulde musikere sammen med repræsentanter for DMF og Koda

I aften fra 18-21 arrangerer upcoming-musiker-tiltaget Future Sound en aften for unge og håbefulde musikere i Musikbunkeren i Gentofte. Det har overskriften Warm Up #3 og har fokus på de muligheder, rettigheder og metoder, der kan gøre det lidt lettere at klare sig godt i musikbranchen.

Til Warm Up #3 kan du møde repræsentanter for DMF (Dansk Musiker Forbund), Koda (sangskriverorganisation) og ikke mindst GAFFAs demo-anmelder Hansen, der har vurderet demoer for GAFFA i mere end ti år. Her er lidt mere om, hvad du kan forvente.

DMF
Dansk Musiker Forbund er musikernes fagforening og er samtidig i besiddelse af et indgående branchekendskab. DMF gør jer klogere på, hvordan branchen har ændret sig over de sidste 10 år og måske endda på, hvordan den kommer til at se ud fremover. I får samtidig vejledning i, hvordan man får et band eller samarbejde til at fungere bedst muligt.

KODA
De færreste bliver rige af at lave musik – men mindre kan måske også gøre det. KODA fortæller denne aften om alt det, der har med ophavsrettigheder at gøre. I får styr på, hvor der trods alt er lidt penge at hente, og hvordan man undgår at gå glip af de muligheder, der er.

GAFFA
Demo-Hansen fra GAFFA giver et indblik i, hvordan et blad, onlinemagasin eller andet medie reagerer, når de får tilsendt en demo eller en pressemeddelelse fra musikere som jer selv. Hansen byder på nogle gode overvejelser om, hvordan man skaber synlighed om sin musik, og ikke mindst hvordan man sikrer sig, at det materiale, man sender ud, på samme tid er iøjnefaldende og troværdigt.

Der vil være en let aftensmad, når I kommer og en god mulighed for at lære andre musikere på vej frem at kende.


ANNONCE