Nyhed

NFL sagsøger sangerinde for 90 millioner

Man skal passe på, hvilke flyvske ting man lufter under NFLs store finale-pauseshow

Det vakte en del omtale, da Madonna spillede til NFL-finalens pauseshow i 2012. Med sig på scenen havde popsangerinden valgt at medbringe et par yngre kollegaer, heriblandt M.I.A., som gjorde sig særdeles uheldigt bemærket. Hun giv nemlig fingeren for rullende kameraer - og den slags gør man som bekendt ikke på nationalt tv i Amerika. Efterfølgende sagsøgte NFL M.I.A. for 8,5 millioner kroner. Den sag har stået på i to år, og nu har NFL øget sit krav til overvældende 90 millioner kroner. 

Kravet er blevet fremstillet efter en udregning, NFL har foretaget, og den er baseret på, hvad en annoncør ville have betalt for den eksponering og reklametid, som M.I.A. fik ved at stå på scenen med Madonna under showet. M.I.A.s advokater har taget til gensvar: "Kravet om tilbagebetaling mangler fodfæste i lov, fakta og logik." Imens har hovedpersonen selv udtalt, at hun ser hele sagsanlægget som et utilsløret forsøg fra NFLs side på at gøre et eksempel ud af hvem som helst, der udfordrer dens autoritet.

M.I.A. forsøger at bygge en sag på, at adskillige andre optrædende kunstnere har gjort lignende upassende ting under tidligere shows. Men hvad gør man, hvis det skulle fejle? Jamen, man tweeter da til Madonna og hører, om hun ikke har lidt ekstra kontanter liggende i madrassen.


ANNONCE