Nyhed

Pligten Kalder klar med nyt album

Johan Olsen, Torben Steno og Peter Jessen er poetiske som tobaksrøgen på en københavnsk bodega

Det er syv år siden, at den underfundige ep "Pligten Kalder" udkom under navnet "Torben Steno Og Johan Olsen". Nu har forsangeren fra Magtens Korridor og den lune tv-journalist udvidet med én mand - den klarinet/mezzosopran-sax-spillende Peter Jessen - og udgiver under navnet Pligten Kalder deres debutfuldlængdealbum "Du Skulle Have Været Der I Går" den 8. april.

Musikken kan beskrives som spontan, intens, dynamisk og inciterende. Det er musik, der lyder, som om den har siddet for længe i tobaksrøgen ved bardisken på Vesterbrogades Guldregn. Ud over Jessens udfoldelser på klarinet og mezzosopran-sax er kernen i trioens musik et elastikbetrukket Optigan-orgel fra midten af forrige århundrede, som Torben Steno tager sig kærligt af, mens Johan Olsen med sin grumsede vokal giver den som "tristesse-troubadur".

Det lyriske univers kan synes kulsort, men der er plads til latter i mørket, for det er ikke alle afveje mod bunden, der er plaget af presserende alvor. Det kan man fornemme på sindrigt titlede numre som "Tre Ældre Kvinder På En Tom Bøssebar I November" og "Hvorfor Er Jeg Ikke Død". Det absurde er på spil i det banale, og trioen ser det som sin opgave at trække dets paradoksale ansigt ud i lyset og få det til at bekende lystig kulør.


GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen konstaterede i sin fire stjernes anmeldelse af ep'en: "Det kan næppe blive mere skævt, når tv-journalisten Torben Steno går i kreativt enerum med sangeren Johan Olsen fra Magtens Korridorer." Den linje bliver tilsyneladende fulgt på den nye udgivelse. 

"Du Skulle Have Været Her I Går" udkommer den 8. april. 

 


ANNONCE