Reportage: X Factor-finalen – back to basics

Se masser af billeder fra showet i GAFFAs gallerisektion

Se masser af billeder fra den røde løber i GAFFAs gallerisektion

Læs interview med vinderne Anthony Jasmin i GAFFAs nyhedssektion

Årets sæson af talentkonkurrencen X Factor har haft "back to basics" som gennemgående tema. Remee, Lina Rafn og Thomas Blachman, den oprindelige trio fra de første to sæsoner, er tilbage i dommersæderne. Og hvor finaleshowet tidligere har spillet op til folkefest i Parken og Jyske Bankboksen, er det denne gang henlagt til en ren tv-begivenhed i et studie i DR Byen.

Wood Wood-gate og elefanten i rummet

Man kan se det som en cementering af, at konceptet fungerer, men det virker også en smule, som om det er slut med at udvikle på konceptet, der alle dage har været lige så fokuseret på dynamikken mellem dommerne/mentorerne som på deltagerne - helt i ånden fra skaberen, den britiske Blackman-prototype, Simon Cowell. Der er ikke mange historier, der er gået viralt fra årets udgave. Dette blev smukt understreget ved, at årets største mediehistorie var den såkaldte Wood Wood-gate, hvor Lina formastede sig til at bære en kasket fra et tøjmærke, hvorfra ejeren så sig for god til at blive sat i bås med karaokekonkurrence. Jo, bølgerne går i sandhed højt i Danmark.

Man kan sige, at den næsten hemmelige finale nok er ansporet af, at det er sæson for både voksen- og børne- og internationalt Grand Prix, så DR vil nok ikke konkurrere med sig selv, men ikke desto mindre er X Factor altså ikke den største magtfaktor i dansk show-tv mere.

Den mest positive udvikling må dog siges at være, at showet nu ikke længere stikker deltagerne blår i øjnene ved at forære dem en pladekontrakt og nærmest love dem, at de er flyvefærdige kunstnere, så snart finalen er fløjtet af. Elefanten i rummet er jo, at ganske få vindere har fået skabt varige karrierer som sangere. I stedet vinder man et samarbejde med en amerikansk producer, der har haft Miley Cyrus og Bon Jovi gennem møllen. Herefter må vinderen så selv se, hvor højt vingerne bærer, når man ikke toner frem i fjernsynet uge efter uge.    

Blachman Thomas meets Anthony Jasmin

Til finaleshowet er der som altid i X Factor tre navne, der dyster om titlen. Denne gang er det Lucy Mardou, en dansk-norsk singer-songwriter-hippie fra Thylejren, der med Remee som mentor har sunget kraftfulde og kærlige versioner af alt fra "Kringsatt Av Fjender" til "London Calling". Det er Henriette Houbjerg, den 16-årige naboens datter fra Brande, der med Lina Rafns hjælp har danset i måneskin og hamret gennem skærmen som en "Wrecking Ball".

Og så er det Anthony Jasmin, en duo kreeret af Thomas Blachman til den altid udfordrende gruppekategori. De stillede op som solokunstnere, men blev fundet for lette, og så hed det altså pardans for 19-årige Anthony med Drake-øjenbrynene og den blot 15-årige Jasmin. Med unge, catchy versioner af blandt andet Quadrons "Hey Love" og Pharrells monsterhit "Happy" har duoen overlevet medie-darlingen ManBand og fremstår i finalen som et sammentømret par, som Thomas Blachman har kørt i stilling, godt hjulpet af at den r'n'b-lyd, de repræsenterer, i den grad dominerer hitlisterne.

Started from Thylejren, now my whole team here  

Før finalen lå bookmakernes penge på Lucy Mardou. Man havde en klar forventning om, at hun ville kunne præstere at lave et regulært "dreadlock og de tre bjørne"-eventyr og vise, at konkurrencen, der som udgangspunkt er for strømlinet til hendes skæve smil, i virkeligheden var helt rigtig til hende. Det starter også rigtig godt. Remee introducerer hende ved at sætte fokus på hendes venner, som han kalder "et team af samuraier, troldmænd og indianere". De er også med, da hun indtager scenen med nummeret "Team" fra new zealandske Lorde - et positivt, lidt afdæmpet nummer, som salen har svært ved at klappe med på. Da hun mod slutningen hejses op i reb og svæver over publikum, minder det måske mere om en øvelse i en gymnastiksal end Cirque du Soleil. Hendes karisma og do-it-yourself ånd gør alligevel, at hun skinner igennem og bevarer favoritværdigheden.

Anthony Jasmin har fået "Time To Pretend" fra MGMT at tage favntag med. Den store powerpop-ballade vækker minder om numre som "Power of Love" med Huey Lewis & The News, og selvom de synger den uden det store besvær, synes jeg, at vi er at stykke fra den ungdommelige enkelthed fra "Happy". Man kan sige, at det er blevet en ekstra udfordring for kunstnerne, at de ikke som for eksempel i American Idol må synge nogle af deres tidligere store præstationer i finalen, når showet trods alt handler så meget om genkendelsens værdi.

Unge Henriette fra Brande med de overraskede øjne ser mere overrasket ud end nogensinde, da hun i en vignet før sin sang bliver filmet i hjembyen. Vi har set hjemkomstscenerne i hele showets historie, og der er noget nærmest arketypisk over seancen, hvor befolkningen giver hende et surpriseparty bag byens Kvickly. Til gengæld giver det også en god kontrast til hendes nummer, hvor hun, stylet bedre end nogensinde efter alle kunstens regler, leverer smuk electropop til tonerne af Niki And The Doves "Tomorrow". Før showet var hun massiv underdog, men pludselig ligner hun en reel trussel til tronen, og Blachman kalder det da også "det mest X Factor-agtige i år".

Berømte X-kærester i X Factor

Som opskriften foreskriver, parres deltagerne herefter med etablerede stjerner. Først hører vi Lucy Mardou give den som rock-mama sammen med Carpark North. Som udgangspunkt ligger den til højrebenet, da hun kan synge Alphabeat-Stines parti i nummeret "32", men det er, som om nummeret til trods for massiv lyd ikke kommer ud over scenekanten.

Det kan man til gengæld ikke sige om Anthony Jasmin, der sammen med Christopher, den ene halvdel af Danmarks for tiden mest berømte ekskærestepar, fremfører "Told You So". Det gør de, så både de og han kommer til at fremstå, som da Anthony og Christopher som det naturligste i verden leger en slags Michael Jackson/Paul McCartney "The Girl is Mine"-leg om unge Jasmin. Der er helt klart noget momentum, der skifter til deres fordel.

Henriette får anden halvdel af ekskæresterne, og skal synge "Kun For Mig" med Medina. Det gør hun stilsikkert, og de to damer på scenen har det, dommerne ynder at kalde "fantastisk kemi". Især på tv gør duetten sig fremragende, da kameraet vandrer fra pige til pige. Blandt publikum er det svært ikke at lægge mærke til et par Medina-haters, og man kan ikke undgå at spekulere på, hvor meget det betyder at blive parret med den rigtige, rigtige stjerne.

Midtjysk farvel-og-takketale

Efter TV-Avisen, som DR er public service-forpligtet til at sende midt i showet, om de vil det eller ej, skråler den nye værtinde, Eva Harlou, at der ikke kan stemmes mere. Vi får den sædvanlige taberkavalkade, hvor både de dygtige sangere og de… dygtige underholdere sammen fremfører John Farnhams "You're The Voice". Gensynet med fransklærer-milf'en og den tandløse bondemand er hyggeligt, men 2014 var heller ikke ligefrem en sæson, der sprudlede af eventyrlige underdog-historier.

Men tre skal blive til to. Og efter gråd og tænders gnidsel viser det sig, at det er gået præcis, som bookmakerne forudså. Henriette Houbjerg forlader konkurrencen med en stolt midtjysk farvel-og-takketale.

Så er der showdown mellem Remees Lucy og Blachmans Anthony Jasmin. Man skal høre den såkaldte vindersang. Det første originale nummer, som man traditionelt får lov at høre i X Factor-programmerne. Det kan undre, at de i en konkurrence, der tilsyneladende handler om at skabe stjerner, der kan sælge plader, der ikke bare består af coverversioner, er så karrige med originalmaterialet.

Første navn på scenen er Anthony Jasmin. Deres nummer "Do Ya" sprudler af den catchyness, som deres første nummer måske manglede. Med en produktion fra Pitchshifters får vi r'n'b med lyden af i dag - hvis vi altså boede i USA. Trommerne sidder lige i skabet, og duoens samspil på scenen får med det samme en til at tænke, at nummeret har både radio- og videopotentiale.   

Og så er det ellers tid til den tidlige favorit, Lucy, skal lukke ballet. Remee lover at hendes sang, skrevet i samarbejde med hende selv og Chief 1, er det bedste, han nogensinde har lavet. Lucy indtager scenen i et indisk outfit med perler i panden og synger "Switch", et flot new age-inspireret nummer om sammenhold på tværs af racer og køn, med det underliggende fine budskab "Earthlings unite". Nummeret er fængslende og har nogle af de samme atmosfæriske kvaliteter som Emmelie De Forests vindersang/mobilreklame fra Grand Prix sidste år. Jeg er lidt overrasket over, at en kunstner som Mardou, der i X Factor-sammenhæng har været så unik, ikke er udstyret med en endnu mere unik sang.

Det fængende vinder over det fængslende

Så stemmes der igen. Og lidt ud af det blå rammer Coco O fra Quadron og Kim Cesarion scenen. Hvorfor to i forvejen store stjerner og - må man gå ud fra - bedre sangere end deltagerne i konkurrencen er reduceret til pauseunderholdning i X Factor uden mål og med, kan jeg ikke helt regne ud, men det siger vel noget om mediet, at selv de virkeligt gode må være med i talentshow for at få deres musik i prime time tv. Vi skal naturligvis også møde forældre og kærester til kunstnerne, men det er ret hurtigt overstået og får heldigvis ikke samme tåkrummende plads i programmet som i tidligere sæsoner.

Og. Nu. Bliver. Det. Spændende. Jo, søreme om ikke de velsmurte Anthony Jasmin, godt hjulpet af et knivskarpt mentorskab fra Thomas Blachman, har vundet over den unikke flagrende flowerpowerpige Lucy fra Thylejren. Ser man tilbage over showet, virker det fortjent og egentlig også forventet. Det fængende vinder over det fængslende, og da de to teenagere, med begejstringen helt uden på kroppen, fremfører deres vindersang igen, virker det helt rigtigt. Kodak-øjeblikket er naturligvis, da Anthony samler Jasmin op og hvirvler hende rundt i glæderus.

Blachmans triumf

Således slutter årgang 2014 af X Factor. DR  tøver ikke med at kalde finalen historisk, da dette er første gang, en gruppe vinder. Og så er det første gang, Thomas Blachman vinder. Den oprindelige hårde, kyniker har haft en blødere attitude i år. Han fortæller, at danskerne elsker samfundsrevsere som ham og Ludvig Holberg. Men vi elsker også Steff Houlberg, og i år har Blachman skruet lidt ned for kunstprojekterne og dundertalerne og i stedet givet os god gedigen musik fra popfabrikken. Det klæder både ham og programmet.

Jeg ved ikke, om X Factor 2014 fandt kunstneren med den største X Factor, men der blev fundet et vindernavn, der er i stand til at levere performance og sangglæde, og som måske - måske - med hjælp fra en international producer er i stand til at lave musik, der kan mænge sig med den poplyd, som ligger i tiden. Efterhånden kan man ikke forlange mere.    

Se masser af billeder fra showet i GAFFAs gallerisektion

Se masser af billeder fra den røde løber i GAFFAs gallerisektion

Læs interview med vinderne Anthony Jasmin i GAFFAs nyhedssektion