Nyhed

Spot Festival offentliggør fire nye navne

Søren Ulrik Thomsen ryster atter spejlet til årets festival

I dag har Spot Festival offentliggjort fire nye navne til årets program. Den folkekære digter Søren Ulrik Thomsen optræder sammen med jazzorkestret Det Glemte Kvarter (billedet), og derudover kommer Blaue Blume, Maskinvåd og Disa. 

Det Glemte Kvarter og Søren Ulrik Thomsen udgav i foråret 2013 ud det fælles spoken-word album, "Rystet spejl. Musik og Poesi", som bygger videre på digterens succesfulde samling fra 2011. Her sættes musik og lyrik sammen til gennemkomponeret enhed. Albummet løb sidste år med "Årets Bedste Vokaljazzudgivelse"-statuetten ved DMA Jazz 2013. GAFFAs Espen Strunk skrev i sin fire stjerners anmeldelse af albummet: 

"Klarinet, klokkespil og trompet sidder side om side med elektrisk guitar og trommer i dynamisk samspil med de nøgterne recitationer på en udgivelse, som konsoliderer Thomsens status som en af sin generations store digtere."


Nu får udgivelsen nyt liv til Spot Festival, da de på scenen får besøg af et ensemble af professionelle musikere i form af Aarhus Sinfonietta, som kommer til at akkompagnere Det Glemte Kvarters musikalske bidrag til digtene med stryger- og blæseinstrumenter.

Blaue Blume har formået at skabe en anseelig hype omkring deres musik. Deres sang "On New Years Eve"  er nået hele blogosfæren rundt. De er desuden blevet rost af store musikmagasiner som NME og Soundvenue.

Maskinvåd udsendte debuten "Giftige Slanger" i slutningen af 2012. Nikolaj Nørlund, der producerede albummet, forelskede sig i bandet under processen og besluttede sig for at udgive albummet på sit eget pladeselskab, Auditorium. De har senest gjort sig bemærket med deres flotte, danske cover-version, "Stjerne", af Lars and the Hands of Light-sangen "Shiny Bright Star". Den dansksprogede gruppe meddelte i øvrigt i går, at de er på vej i studiet for at indspille nyt album


Islandske Disa bor til daglig i København og blev sidste år taget under trygge vinger hos pladeselskabet Tigerspring. Hun er blevet sammenlignet med kunstnere som Björk og Kate Bush, men som den nye single "Stones" også vidner om, er hendes englelyse vokal og mørke elektroniske udtryk hendes helt eget.

Spot Festival afholdes i Aarhus 1. til 4. maj, og billetter kan findes via GAFFA Live.

ANNONCE