Nyhed

Tag med P6 Beat på rockturné

I løbet af 10 podcasts kan du følge 10 danske bands og kunstnere på vejen

Har du nogensinde ønsket dig at være på vejen med et rockband, opleve turnélivets strabadser, koncerterne, festerne - og de trivielle slagsmål der opstår undervejs, når flere individer over flere uger må presse sig sammen på bagsædet af en rusten minibus? Så giver P6 Beat dig nu chancen med en ny serie podcasts, der følger 10 danske bands og kunstnere på vejen. 

"Turné på P6 Beat" bliver udgivet i dag, og du kan komme med Spids Nøgenhat, Ulige Numre, Powersolo, Mellemblond, Baby In Vain, Christian Hjelm, Thee Attacks, Hymns From Nineveh, Shiny Darkly og Turboweekend. Serien fortæller 10 historier fra landevejene i Danmark og i udlandet. De danske bands fik optageudstyr med på deres turné, og de mange timers optagelser er klippet sammen til 10 helt forskellige fortællinger af en times varighed.

"I løbet af 2013 har ti fremadstormende danske bands sagt ja til at have en lydoptager med i deres tourbus. Ud af de mange timers optagelser er der skabt ti unikke podcastafsnit, der fortæller helt særlige historier om, hvordan det er at være turnerende band i Danmark og i udlandet. Følelserne sidder uden på tøjet, og der er glæde såvel som gråd undervejs - og en enkelt slåsklamp," fortæller redaktør for P6 Beat Gustav Lützhøft. 


Hør hvordan Baby In Vain klarer en striks alkoholpolitik og mangel på penge i Norge. Hvordan et slagsmål internt i bandet er ved at sætte en stopper for Shiny Darklys store aften på Island. Hør hvordan PowerSolo (billedet) får publikum i Holland, Belgien og Tyskland til at gå amok. Og hør om champagne i bandbussen og ritualer, når Storebælt krydses af Hymns From Nineveh.

Du kan lytte med ved at klikke på linket her.

ANNONCE