Nyhed

Tragedie til South By Southwest-festivalen

Spritbilist dræber to og sårer yderligere 23 til den amerikanske festival

Kort før Tyler, the Creator skulle optræde i nat på den enorme branchefestival South by Southwest i Austin, Texas, indtraf en tragedie. En spritbilist, der forsøgte at undslippe en spritkontrol, mistede herredømmet over sin bil og kørte ind i en menneskemængde på fortovet. Han dræbte to mennesker, der kom kørende på en scooter, mens 23 andre blev hårdt såret - hvoraf fem er i kritisk tilstand. 

Ifølge Austins politchef Art Acevedo er den eneste mistænkte en voksen mand, som prompte blev arresteret på gerningsstedet efter at være blevet pacificeret. Hændelsen fandt sted 00.30 til 00.31 lokal tid efter, at den mistænkte vendte sin bil i et forsøg på at undgå en spritkontrol. Han endte med at køre den forkerte vej ned ad en ensrettet gade, før han accelererede ned ad Red River Street, hvor han undervejs ramte et større antal fodgængere, samt en mand og en kvinde på en scooter - begge blev dræbt på stedet. Efterfølgende kørte den mistænkte ind i en parkeret varevogn og forsøgte så at flygte til fods, hvor politiet fandt det nødvendigt at bremse ham med elektrisk stød.

Acevedo har bekræftet, at den mistænkte vil blive stillet til ansvar for sine handlinger og sigtet for drab. "Der er kun en ansvarlig person for dette, og det er den person, som ikke havde nogen respekt for livets ukrænkelighed. Fra vores perspektiv at se hører han hjemme i fængslet", udtaler Acevedo.  


Tyler, The Creator skulle have spillet på klubben Mohawk klokken 01, men efter tragedien udenfor tweetede han: "Showet sker ikke. Noget sørgeligt er sket. Jeg er nedtrykt."

ANNONCE