Nyhed

Blink 182-frontmand: Streaming er som at dræbe elefanter

Tom Delonge mener, at man bør værdsætte musikken og dens kunstnere mere

Guitarist og sanger i Blink 182, Tom Delonge, byder nu ind i den herskende debat om musikstreaming med en kontroversiel kommentar. Han sammenligner det nemlig med at slå elefanter ihjel. Det skriver engelske NME.

I et interview med Faster Louder siger Delonge: "Jeg siger til folk, at det at gå ind for streaming er ligesom at gå ind for kineserne, der dræber elefanter for deres stødtænder og lave udskårne elfenbensfigurer af dem."

Han fortsætter: "Det er cool at have en holdning, men hvis du virkelig tænker over, hvad det er, som du medvirker til, er det nedern. At streame musik gør det samme mod kunstnerne - det er måske ikke at slå dem ihjel, men det dræber industrien. Det er måske fedt for dig, som elsker musik, men du tænker ikke rigtigt over, hvilken effekt det har. Du ved, vi er nødt til at værdsætte vores kunst."


I sidste måned boycuttede Taylor Swift Spotify, og siden har debatten raset om, hvorvidt streamingtjenester gavner kunstnerne eller ej. Det har dog ikke ikke skadet Swift at udelukke sin musik fra Spotify. Tværtimod er hendes pladesalg steget kraftigt på den baggrund. Sangerinden kan nemlig bryste sig af at være den første kunstner, der har solgt mere end 1 million album i USA i 2014. Superstjernen solgte faktisk næsten 1,3 millioner eksemplarer af "1989" i albummets første uge efter frigivelsen.

Ikke nok med at albummet har opnået rekordsalg i 2014, så har hendes nye single "Blank Space" solgt hele 155.000 eksemplarer og har overtaget førstepladsen på Billboards Digital Songs-liste.

Tom Delonge udgiver i december et nyt album med sit sideprojekt, Angels And Airwaves, men derudover har han også fortalt, at Blink 182 er i studiet med henblik på nyt album næste år. I 2011 genforenedes Blink-182 efter otte års pause for at indspille "Neighborhoods", deres sidste udspil på Interscope. Albummet imponerede dog ikke GAFFAs Keld Rud, der manglede holdbare melodier. Han kvitterede med to stjerner og skrev: "Langt de fleste af bandets sange er bygget over de samme fire akkorder, og melodilinjerne består ofte af de samme tre toner gentaget til hudløshed over de skiftende akkorder. Det er en kunst at dyrke det enkle og få en simpel idé til at bære. En kunst, blink-182 ikke mestrer."


 

ANNONCE