En svensk tv-personlighed fik en aldeles særpræget og eksklusiv koncertoplevelse, da han var den eneste person til en Dylan-koncert
Søndag afholdt Bob Dylan en koncert med kun én person i publikum. Den yderst heldige person var den svenske tv-personlighed Fredrik Wikingsson, som fik den enestående mulighed gennem filmprojektet Experiment Ensam. Du kan høre hvad svenskeren tænkte inden koncerten nederst på siden.
I dette eksperiment, som tager form som en filmserie, bliver personer placeret til stand-up shows og i dette tilfælde koncerter, med andre ord steder, hvor man normalvis er mange sammen. Forskellen fra en ordinær koncert eller et stand-up show er bare, at de respektive personer i dette eksperiment står helt alene i de situationer. Wikingsson er en nær ven af projektets leder, Anders Helgeson, og kunne af denne grund ikke lade være med at trygle vennen om at få den misundelsesværdige chance, da han hørte om Dylan-idéen.
Trygleriet gav pote, og svenske Wikingsson fik dermed lov til at opleve en aldeles eksklusiv koncert med specielt udvalgte sange som Buddy Hollys "Heartbeat", "Blueberry Hill" af Fats Domino og "It's Too Late (She's Gone)" af Chuck Willis. Den eksklusive koncert blev afholdt på Philadelphias Academy of Music, og Dylan og bandet fik en foreløbig ikke opgivet sum for jobbet. Wikingsson påpegede dog til Rolling Stone, at Dylan sandsynligvis fik mere for dette job, end han får for et normalt job.
Fredrik Wikingsson er, som så mange andre, en enorm Dylan-fan. Du kan høre, hvad svenskeren tænkte omkring projektet og den forestående oplevelse inden koncerten iklippet herunder. Klippet er fra Experiment Ensams YouTube-profil.