Den britiske sanger mødte for nylig en 19-årig kvindelig fan, som gav ham en betydelig gave – og han tog imod den
Ed Sheeran mødte for første gang sin fan Katie Papworth inden sin koncert i Glasgow, Skotland. Hun har været ramt af en aggressiv form for kræft i otte år. Mødet udviklede sig til mere, end man umiddelbart have forventet. For her erklærede Katie Papworth sin kærlighed til sangeren, som han accepterede ifølge radiostationen iHeartRadio.
Der kan måske være tale om, at Ed Sheeran udlever ordene fra sin sang "Thinking Out Loud", som blandt andet lyder:
"I'm thinking about how people fall in love in mysterious ways. Maybe it's all part of a plan".
I hvert fald gav den 19-årige Katie Papworth en vielsesring til Sheeran, som han tog imod, hvorfor et "bryllup" fandt sted. Efterfølgende skrev han de rørende ord på et billede, som hun havde givet ham: "Katie, dejligt endelig at møde min kone".
"Vielsen" var arrangeret af The Les Hoey MBE DreamMaker Foundation, som hjælper børn og unge, der har livstruende sygdomme. Tidligere har organisationen arrangeret møder med Simon Cowell, Kylie Minogue, Beyoncé og andre store stjerner. Og på deres Facebook-side takker de Ed Sheeran for at opfylde "Katies drøm".
Ed Sheeran hittede i 2011 med singlen "The A Team" og senere i 2013 med "Give Me Love". I 2012 slog han for alvor igennem internationalt og er blevet verdenskendt på kort tid. De seneste sange fra i år, som du formentlig vil kunne nikke genkendende til fra Sheeran, er "Don't" og "Sing". Sidstnævnte sang er skrevet af Pharrell Willliams og Sheeran selv.
Den britiske sanger er glad, imødekommende, og publikum elsker ham. GAFFAs Henrik Tuxen mødte Sheeran i sommer og lavede et interview med sangeren. Her beskriver Sheeran blandt andet sin sensitive side, at han er et familiemenneske og taler om sin bedstefars død, som han efterfølgende har skrevet en sang om. Læs hele interviewet her.
Du kan høre nummeret "Thinking Out Loud" fra Ed Sheeran her: