Nyhed

Følg en boksers vej ud af fiasko i Eminems nye video

Der er nu offentliggjort en billedside til sangen Guts Over Fear

I august udgav Eminem sangen "Guts Over Fear", hvor australske Sia bidrog i omkvædene. Det samme gør hun i den nye musikvideo, som nu har en billedside, der afspejler tekstuniverset. Du kan se den spritnye musikvideo nederst på siden.

Videoen, som er instrueret af kunstkollektivet Syndrome, starter med at portrættere en atlet, der forbereder sig til en boksekamp i omklædningsrummet uden for ringen. Handlingen springer derefter et halvt år tilbage i tid for at vise hovedpersonens kummerlige livsstil, hvor han hver dag kæmper med at betale regninger, en alkoholisk far og sin gravide kone. I takt med at familie og arbejdsproblemerne forsætter med at eskalere, begynder hovedpersonen at lade sine frustrationer gå ud over sine modstandere, hvilket udvikler og forbedrer hans bokseevner og talent.

Eminem rapper i et up-beat-tempo og fyrer det næste ord af, inden han har sagt det første, i den vanlige, velkendte og anerkendte stil. Tematikken har heller ikke ændret sig synderligt på trods af rapperens fremskridende alder, det handler ligesom tidligere om flugten fra trailerparken til indtoget på verdensscenen. Netop denne tematik gør sig også gældende i den nye musikvideo, hvor hovedpersonen med alle odds imod sig fighter sig til succes.


Australske Sia lægger vokal til i omkvædet, men i efterhånden vanlig stil kan det være svært at genkende hende i musikvideoen. Den australske sangerinde har efter eget udsagn aldrig haft lyst til at være kendt og er derfor begyndt at skjule sig for omverdenen og medierne. Eksempelvis foretager hun interviews med ryggen til intervieweren. Dette skete for nylig i et interview med den norske tv-vært Fredrik Skavlan.

Du kan se den nye musikvideo til "Guts Over Fear" med den før sete tematik herunder.


ANNONCE