Nyhed

Foo Fighters afslører to nye sange

På mandag udkommer Sonic Highways, og Grohl & co. trapper op ved at afsløre yderligere to nye sange

Det nye Foo Fighters-album, "Sonic Highways", er lige på trapperne, og de seneste uger har vi fået den ene sang efter den anden fra albummet i takt med, at frontmand Dave Grohls tv-serie af samme navn er rullet over skærmen på HBO. Nu har Grohl & co. smidt hele to nye sange på gaden. Hør dem her forneden.

Den første sang er "What Did I Do/ God As My Witness", som gruppen indspillede i Austin, Texas. På nummeret medvirker den up&coming blues-guitarist Gary Clark Jr. Det er et klassisk lydende Foo Fighters-track.

Den næste er en liveoptagelse af nummeret "Outside", som stammer fra en live-session i Madia Vale foretaget af BBC Radio 1, hvorpå Eagles-guitaristen Joe Walsh medvirker. Man bemærker måske, at basgangen, som indleder "Outside", kunne lyde som noget, Nirvana kunne have smidt på gaden i 1992.  

Dermed er vi oppe på fem sange fra "Sonic Highways". De tre foregående er "Something From Nothing", "The Feast And The Famine" og "Congregation".


Serien "Sonic Highways" følger Foo Fighters på deres rejse igennem USA, hvor de i otte forskellige byer og studier indspiller deres kommende album og på den måde forsøger at grave sig ind til essensen af amerikansk rockmusik. Selve albummet er co-produceret af Butch Vig, som udover bandets forrige album også producerede Nirvanas "Nevermind". Albummets otte sange varer sammenlagt 44 minutter. Vinyludgaven kommer således også med otte forskellige albumcovers, et for hver by.

GAFFAs Michael José Gonzalez gav Foo Figthers sidste udspil fra 2011, "Wasting Light", fire ud af seks stjerner og skrev om Foo Fighters' kardinaldyder: "Der rockes hårdt, og Grohl synger stadig med brølende autoritet, ligesom der bydes på en overflod af gedigne guitarriff og en god portion store og fængende syng-med-omkvæd."

Hør "What Did I Do/ God As My Witness" og "Outside" her:

ANNONCE