Trommeslager Taylor Hawkins lægger ikke fingrene imellem, når han udtaler sig om U2’s Songs of Innocence.
Det er ikke hver dag, at musik bliver sammenlignet med mavegasser, men Foo Fighters' trommeslager Taylor Hawkin gør en undtagelse i forbindelse med U2's seneste album. Han har netop sammenfattet sin mening om "Songs of Innoncence", og den er meget præcis. Hawkins synes, at albummet lyder som en prut.
Kritikken kommer i kølvandet på utilfredsheden med måden, hvorpå "Songs of Innoncence" blev udgivet. Albummet blev leveret gratis til alle iTunes-brugere, om man ville have det eller ej. Hawkins' kritik udspringer af netop dette, som Iggy Pop, Tyler, the Creator og mange andre allerede har ytret deres utilfredshed med.
I et interview med det australsk baserede magasin theMusic.com.au siger Hawkins, "Jeg tænker, at de troede, at det var en god ide, men hør nu her, alle der har en iPhone får din plade. Og de får den gratis! Og de tænkte sikkert 'det er rimelig fedt', men de tænkte ikke lige over den overvågningsfølelse, der ligesom følger med. Du har det nye U2-album, du kunne ikke komme af med det igen, så de blev nødt til at lave en app, der kunne fjerne det, det er forfærdeligt."
Han afslutter sin sviner således:
"Hvad skete der dog med U2? Jeg tror ikke på, at folk kan lide dem. Jeg synes ikke, at det nye album har noget som helst godt i sig. Jeg lyttede til det en gang, men det lyder bare som prut, lige meget hvordan man lytter til det."
I mellemtiden har Hawkins og Foo Fighters udgivet deres nye album "Sonic Highways", som er bandets ottende studiealbum. Gad vide, hvad Bono har at sige til det album?