Fotoreportage: Nordisk musik imponerede i London

Se masser af billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion

Norden har i de sidste par år redet på en kulturel international bølge med stor opmærksomhed i især England og USA. Restauranten Noma med sit nordiske køkken er flere gange blevet kåret som verdens bedste restaurant. Nordiske krimier, film og tv-serier som "Millennium Trilogien", "Forbrydelsen", "Borgen" et cetera er også gået som varmt brød i udlandet. Nordisk kunst, arkitektur og design med Olafur Eliasson og Bjarke Ingels i spidsen høster massiv anerkendelse. Og masser af nordiske bands og artister har i de sidste par år gjort sig stærkt bemærket udenlands med navne som Volbeat, Robyn, MØ, Iceage, Agnes Obel, Lykke Li og Asgeir som nogle af de mest kendte.

Norden er med andre ord hip i disse år, og for at styrke opmærksomheden (og eksporten) endnu mere på den nordiske regions herligheder er London-festivalen JA JA JA blevet sat i søen og arrangeret af de fem nordiske landes musikeksport kontorer.

Festivalen havde debut sidste år med to dage i Camden Roundhouse og blev i år udvidet til en tre dages musikfestival, som foregik på spillestederne The Lexington og The Great Hall midt i den britiske hovedstad i den foregående weekend. Her spillede 16 af nogle af de mest spændende nyere nordiske musiknavne, som blandt andet talte danske Asbjørn, When Saints Go Machine og Blaue Blume, norske Highasakite og Niels Bech, svenske Jenny Wilson, islandske Emiliana Torrini og færøske Byrta.

Selv var jeg desværre forhindret i at deltage i festivalen om torsdagen, så løjerne starter for mit vedkommende fredag eftermiddag med at tage den overfyldte undergrund hen til klubben The Lexington, der ligger centralt placeret lige ved Kings Cross Station. The Lexington er både pub, klub og spillested i to etager og en af de mest charmerende små venues i London holdt i fin gammel victorian style med adelige lysekroner og læderbetrukne lænestole.

Finsk hiphop, norsk drama queen og dansk falset

Ud over musikken byder JA JA JA også på nordisk gastronomi, og i festivaldagene kan man få serveret en særlig nordisk menu tilberedt af den finske stjernekok Antto Melasniemi, som blandt andet står på islandsk hummer, havkat med islandsk tang og sandwich med fårekæber. Jeg smager lidt af det hele, og alting er spot on-lækkert og veltilberedt. Derefter er det tid til at bevæge sig op på øverste etage, hvor koncerterne foregår. Her er aftnens første navn Noah Kin klar på scenen.

Noah Kin er en 20-årig rapper fra Finland, som trods sin unge alder allerede har udgivet tre album og optræder meget scenevant og professionelt. Musikken er lidt old-school hiphop med fede flows og tunge, bassede backingtracks. Senere bliver numrene dog mere energiske og hardcore og minder til sidst ganske meget om Mike Skinner og The Streets, mens der bliver skabt en god party atmosfære i det overfyldte lokale. En ganske forrygende start på denne fredag aften i London.

Helt forrygende bliver det dog, da norske Nils Bech efterfølgende går på. Niels Bech har en fortid i det norsk Grammy-vindende norske orkester Snuten og har fået massiv kritiker-success med de to soloalbum "Look Back" og Look Inside" fra 2010 og 2012. Det er med god grund, for Niels Bech er virkelig sin egen og en kæmpe oplevelse live. Han er en klassisk trænet sanger og bevæger sig i krydsfeltet mellem electro-pop, mime-performance, storladne ballader, cheesy 80'er-pop og meget ærlige tekster om at være jaloux og opføre sig pinligt.

På scenen er han en både foruroligende og underholdende super-krukke, der understøtter hvert et ord med en teatralsk bevægelse, stirrende øjne og David Bowie/Morrissey/Brett Anderson-danse-moves. Det er et drama uden lige fra start til slut, og publikum bliver virkelig draget til scenen. En helt igennem unik performer og en mand, som skal opleves live. For eksempel på næste års Roskilde Festival, hvor han allerede er blevet booket.

Efter denne intense oplevelse går det mere jævnt med det meget unge islandske band Fufanu, der spiller en form for slacker og grunge-inspireret rock med solide trommer og bas. Det hele virker meget ungt og uprøvet og bandet har bestemt hverken fundet deres eget ståsted eller skrevet nogle nævneværdige melodier endnu. Det har til gengæld danske Blaue Blume, som med ep'en "Beau & Lorette" har stået for en af årets mest overraskende og originale danske udgivelser.

Det skyldes især forsanger Jonas Smiths særegne vokal, der ligger i samme patosfyldte falsetleje som Antony Hegarty og Nikolaj Vonsild. Sangene er dramatiske, pompøse og ambitiøse som 1970'ernes prog-rock bands, og der ligger gode melodier gemt under hvert nummer. Det er både følsomt, dystert og hypermelodisk, og at dømme ud fra publikums begejstrede modtagelse og bandets egen smukke og selvsikre performance er der vist ingen tvivl om, at Blaue Blume har en lysende fremtid foran sig.

Aftenens sidste navn er norske Rytmeklubben, der med sine fire medlemmer bag fire keyboards uden problemer lever op til bandnavnet og netop skaber masser af dansable rytmer, der passer godt ind i aftnenens nu fremskredne feststemning, hvor rigelige mængder importerede islandske øl er røget indenbords.

Svensk indie-diva og islandsk americana-pop

Lørdagen starter naturligvis med en solid omgang full English breakfast, og så er vi ligesom i gang igen. Herefter bliver dagen brugt på det altid spændende og fornemme kunst- og designmuseum Victoria & Albert, inden turen går ud mod stationen Mile End, hvor The Great Hall ligger gemt inde i en universitetsbygning. Det er her, hvor lørdagens udgave af JA JA JA foregår, og midt på dagen er der allerede masser af gang i den med både film, musik og lækker mad. Jeg er dog kommet for sent af sted, og der er sporarbejde i den londonske undergrund, så jeg misser med stor fortydelse det yderst talentfulde norske-indiepop-band Highasakite, der ellers altid er garant for nogle medrivende koncerter fyldt med fine popperler.

Til gengæld kommer jeg i tide til den svenske indie-diva Jenny Wilson, der sidste år skiftede spor over i en mere hårdtslående form for electro-r&b med hiphop- og dance-elementer på albummet "Demand The Impossible!". Resultatet var både overrumplende og overraskende og ganske langt fra de mere blide indiepop-toner i hendes første band First Floor Power og solo-debutalbummet "Love and Youth" fra 2005.

Stilskiftet holder dog hele vejen igennem, og live på scenen bliver sangene vækket godt til live i et hæsblæsende tempo, hvor Jenny iført en stram læderjakke og håret sat helt tilbage stormer rundt på scenen som en anden s&m-dominatrix og befaler publikum at feste med og gå amok denne lørdag aften i London. Opfordringen lykkes, og publikum danser igennem til de hårdtpumpde beats, mens Jenny selv flere gange er nede på gulvet og piske stemningen endnu mere op, mens hendes søster Sara Wilson på guitar og vokal samt en trommeslager holder tingene kørende på scenen. En heftig start.

Næste navn er danske When Saints Go Machine, som med tre album og hundredevis af koncerter i ryggen er i absolut topform. Bandet bliver modtaget på ægte popstar-maner med pigehvin og hænder i vejret, og så går det ellers derudad med et totalt oplagt, medrivende og udadvendt show. Bandet er ganske enkelt eminente live, publikum kender sangene og og synger med på omkvædene, mens forsanger Nikolaj Manuel Vonsild selvsikkert danser og synger igennem og uden problemer skifter mellem høj falset og fuldt register. Aldeles glimrende.

Aftenens sidste navn er islandske Emiliana Torrini, som er tidlgere medlem af bandet GusGus og blandt andet har skrevet hits til Kylie Minogue. Derudover har hun siden debuten i 1995 udgivet otte album i eget navn og boet i London i 17 år. Musikalsk er stilen ovre i et tyst, sagte og fint univers, som man før i tiden kaldte alternative country eller americana. Live har hun medbragt et syv mand stort band, og melodierne er virkelig flotte og stemningsmættede.

Selv er Emiliana yderst charmerende og formår at røre hele salen med sine historier om kærlighed, der forsvandt, men dukkede op igen og om at lide af hjemve, ligegyldigt hvor man bor. Hendes islandske accent skinner igennem på de engelske tekster, og hendes stemme kan lyde som en mildere og mere feminin udgave af Björk. Publikum ser ud til at knuselske hende og står med brede smil over hele ansigtet under hele koncerten. En smuk afslutning på årets JA JA JA Festival, som i den grad har bevist, at talentmassen og niveauet indenfor nordisk musik er tårnhøjt. Festivalen viste desuden med sit store besøgstal og flotte mediedækning, at både kendskabet til og interessen for nordisk musik er rigtig stor i London. Skandinavien og Norden er altså stadig rigtig hip og cool i England.

Efter sidste koncert fortsætter festen på den anden side af gaden på en vaskeægte lokal London-pub, hvor gennemsnitsalderen er røget kraftigt op, og stamgæsterne ligner noget fra en socialrealistisk Mike Leigh-film eller et cheap krydstogtskib for pensionister. Festen fejler dog intet, og den lokale dj viser sig at være en entertainer af guds nåde, hvor han både synger Motown, Elvis og ABBA-sange på stribe, danser rundt hos gæsterne og i det hele taget får skabt en euforisk feststemning godt hjulpet på vej af utallige shots og pints. Da pubben lukker, fortsætter festen i private gemakker hos nogle nyfundne venner, indtil de lyse timer og en forrygende weekend i London er forbi.  

Se masser af billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion