Nyhed

Lav din historie i Coldplays nye interaktive video

Den engelske band har været i det kreative hjørne, for nu kan du lave din egen tidslinje i deres nye musikvideo

Coldplay har udsendt deres nye og noget anderledes musikvideo til singlen "Ink". Sangen er at finde på albummet "Ghost Stories", som udkom i år. I den nye musikvideo til sangen har du mulighed for at vælge, hvordan fortællingen skal forløbe. Albummet er i øvrigt nomineret til dette års GAFFA-Prisen, som finder sted i næste uge den 4. december.

I den nye video er du ikke blot seer, men kan tage aktiv handling. Du kan nemlig lave din egen tidslinje gennem den animerede video. Videoen er opstillet som om, en fortabt rejsende person drager verden rundt i søgen om at finde sin tabte kærlighed. Her kan du påvirke historiens udfald for den rejsende figur.  

Du kan altså lave valg undervejs i filmen. Når du ser videoen vil ordene "Make a selection" poppe op øverst i skærmbilledet. Du kan blandt andet vælge mellem to stier i skoven, dyr og sågar hvilken alkohol, figuren skal drikke.


Videoen er skrevet, instrueret og animeret af Los Angeles-bureauet Blind. Blind har samarbejdet med den digitale medievirksomhed Interlude, som har hjulpet med at udføre den interaktive video-teknologi. 

"Ink"-videoen falder sammen med bandets nye koncertfilm og livealbum "Ghost Stories Live 2014", som er udkommet i denne uge på cd, dvd, Blu-ray og digitalt.

Prøv at lave din tidslinje i musikvideoen på Coldplays egen hjemmeside. Hvilke elementer og veje vælger du? 


ANNONCE