Nyhed

Musikvideo: The Blue Van leger med tre rocktøser

Det danske rockband har allieret sig med supportbandet Velvet Volume på et spritnyt nummer, som netop er blevet offentliggjort

The Blue Van har allieret sig med deres supportband Velvet Volume, og parterne har netop udgivet et nyt fællesnummer. Fællessinglen "Better Together" kan du høre nederst på siden.

The Blue Van fik øjnene op for Velvet Volume tilbage i april og var hurtige til at invitere bandet med på deres efterårstour.

Da idéen til et fællesnummer opstod allerede inden touren startede, var alle med det samme klar, og dette spørgsmål trængte sig på: Er det overhovedet set før, på dansk grund, at et band har skrevet, indspillet og udgivet et nummer med deres supportband? Umiddelbart ikke.


Om samarbejdet med Velvet Volume siger The Blue Van:

"Velvet Volume er noget af det mest spændende, der er sket på den danske musikscene inden for de sidste fem år - hvis man tør kigge forbi MØ og Oh Land. De er en del af en ny bølge af pige-rockbands, som ikke finder sig i noget pis og kan spille røven ud af bukserne. Derfor var det klart, at nummeret skulle blive en realitet. Pigerne er superdygtige musikere, så derfor indspillede vi nummeret live, for at fange vildskaben af to rockbands presset ind i et lille studie. Resultatet er et solid nummer, hvor begge bands komplementerer hinanden sindssygt godt. Samtidig er det en perfekt afslutning på vores koncerter".

"Better Together" har de to bands skrevet og komponeret i fællesskab i The Blue Vans øvelokale i København en søndag eftermiddag i oktober og derefter indspillet i Skraaplan Recording studie i Aarhus. Nummeret er indspillet live med alle syv musikere på samme tid – The Blue Van i ét rum og Velvet Volume i et andet. Dette dobbelte setup blev valgt for at fange vildskaben i nummeret og få den mest autentiske og rockede lyd.


"Nummeret handler om to generationer inden for rockgenren, der starter med at kigge skævt til hinanden, men finder ud af, 'at sammen står de stærkere'. Der bliver spillet op til hinanden i bedste Otis Redding & Carla Thomas-stil."

"Den musikalske side består af et no-bullshit punket rockriff, som insisterer fra start til slut. Alle bandlemmer er med på nummeret, altså to gange alt - Better Together!" – fortæller The Vans sanger Steffen Westmark. Velvet Volume er også meget begejstrede for samarbejdet:

"Better Together var virkelig sjov at skrive sammen med The Blue Van. Det var som en helt vildt sjov øver, med lidt flere bandmedlemmer. Nummeret er meget energisk og kraftfuldt. Det er super fedt at spille det live med The Blue Van!", fortæller Velvet Volume.


De to bands turnerer i øjeblikket sammen, og der er stadig mulighed for at opleve den sprængfarlige kombination af rockudtryk. Du kan finde billetter her.

Hør den nye single "Better Together", som på trods af titlen ikke er et rip-off fra Jack Johnson, herunder. 

 


 

 

ANNONCE