Nyhed

One Direction skaber historie

Rygsækken er efterhånden fyldt til randen med priser for de fem superstjerner

Efter dette års American Music Awards, som blev afholdt i Los Angeles sidste weekend, kunne One Direction flyve tilbage over Atlanten med tre præmier i bagagen. Det britiske boyband stak af med sejrene i følgende kategorier: årets artist, årets band/duo/gruppe og årets album i genren pop/rock. 

Dette har ført til endnu et opsving for de fem drenge i salgstal. Nu står det klart, at One Direction er blevet det første band i historien, der har formået at debutere på førstepladsen på den amerikanske Billboard hitliste med deres første fire album.

Bandets nye album "Four" solgte ikke mindre end 387.000 eksemplarer i sin første uge i pladebutikkerne og slog dermed Taylor Swift og hendes seneste udspil "1989" af førstepladsen.


Det nye succesfulde album følger op på albummerne "Up All Night" fra 2011, "Take Me Home" fra 2012 og "Midnight Memories" fra 2013, som alle har indtaget den prestigefyldte liste på samme plads. 

Samtidig har bandet skabt historie på Spotify, eftersom "Four" i løbet af sin første uge på tjenesten blev streamet hele 30 millioner gange på verdensplan, hvilket er langt mere, end et album har formået at gøre tidligere. I denne sammenhæng var det dog let for fyrene at slå Miss Swift – hun trak nemlig for nylig hele sin musik fra Spotify.

One Direction er nu, som helhed, det næstrigeste musiknavn i verden under 30 – lige i hælene på Justin Bieber. Den 20-årige Bieber har tjent 80 millioner dollar sidste år, mens One Direction, der har en gennemsnitsalder på 21, er lige bag med 75 millioner dollar. Se de rigeste musikere under 30 år lige nu her.


Hør One Direction med "Night Changes" i en akustisk version i klippet her:

ANNONCE