Vi har fundet fem af de bedste videoer fra den amerikanske sangers lange og glorværdige karriere
I anledning af Ryan Adams' 40 års fødselsdag i dag mener vi, at det er på sin plads at fejre ham med vise fem af hans bedste musikvideoer. Ryan Adams indledte karrieren som sanger og sangskriver i det roste alternative country-band Whiskeytown, der eksisterede fra 1994-2000 og udgav tre album.
Solo-debutalbummet "Heartbreaker" fra 2000 i samme musikalske ånd understregede hans status som anmelderdarling, og i de efterfølgende år sprøjtede han det ene album ud efter det andet – blandt andet hele tre i 2005, herunder et dobbeltalbum. Ofte inden for countryrocken, men han har også udsendt et regulært metalalbum, "Orion" i 2010.
Nu har sangeren, sangskriveren og guitaristen rundet et skarpt hjørne, men spørgsmålet er, om han er fyrre, fed og færdig, eller om der er flere musikalske genistreger i vente fra den amerikanske sanger.
Ryan Adams giver i øvrigt koncert i Falconer Salen 9. marts, og der er stadig billetter på Billetnet.
Herunder har vi samlet en liste med de fem bedste Ryan Adams musikvideoer i vores optik.
"New York, New York" - 2001
Musikvideoen til "New York, New York" portrætterer Ryan Adams foran byens skyskrabere fra Brooklyn og blev filmet fire dage inden angrebene på World Trade Center den 11. september 2001. Som konsekvens heraf placerede man en besked i slutningen af videoen, som var dedikeret til de personer, der mistede livet og til dem, der gjorde alt for at redde dem. Overskuddet fra musikvideoen blev desuden doneret til en velgørenhedsindsamling, der støttede de pårørende til dem, der måtte lade livet.
Answering Bell" - 2002
"Answering Bell" er ligesom "New York, New York" en sang fra Ryan Adams' andet soloalbum "Gold" fra 2001. I sangen får Ryan Adams opbakning fra Counting Crows' forsanger Adam Duritz. Da Ryan Adams optrådte med sangen i The Tonight Show with Jay Leno i februar 2002, var Duritz også med på scenen sammen med Ryan Adams' band. Musikvideoen blev skudt i januar 2002 og var baseret løst på "The Wizard of Oz", hvor Elton John i musikvideoen folder sig ud som troldmand. Desuden er sangerinden Leona Naess, som for en kort stund var forlovet med Adams, også med i videoen, hvor hun med sit lange mørke hår og en hvid kjole gør sig til for kameraet. Adams skulle eftersigende havde fået ideen til musikvideoen på et hotel i Hamburg,hvor han lå syg med influenza og var dopet på medicin.
"So Alive" – 2003
Nummeret er fra albummet "Rock N Roll" fra 2003, og musikvideoen hertil blev lavet af Doug Aitken. I videoen følger man Adams vandre gennem et surrealistisk landskab i selskab med slanger og kæmpe edderkoppespind i total trøsteløshed. Albummet "Rock N Roll" fik fem stjerner af GAFFA's anmelder Finn P. Madsen, hvortil han skrev følgende. "Ryan Adams vil tages seriøst som sangskriver og ikke bare være del af en hype. Med "Rock N Roll" lever han op til titlen, hvor han formår at indfange selve essensen af rockgenren."
"Halloweenhead" – 2007
Nummeret Halloweenhead" er at finde på Adams' niende studiealbum "Easy Tiger", som blev udgivet i juni 2007. Albummet debuterede på syvendepladsen på Billboard 200 listen og har solgt 217.000 kopier i USA og 500.000 eksemplarer verden rundt. Sangen "Halloweenhead" opnåede en 45. plads på Rolling Stones liste over de hundrede bedste sange i 2007. Musikvideoen er af en mere komisk karakter end de ovennævnte, da man i denne ser to gamle mennesker danse en dans, man ikke umiddelbart har set før. Danseparret gør sig umage, men kvaliteten må siges at være tvivlsom. Videoen ender ud i en regulær folkedans, hvor flere ældre mennesker svinger hofterne ude af takt med musikken.
"Gimme Something Good" – 2014
Singlen "Gimme Something Good" er det sidste nummer på vores top fem-liste. Nummeret er fra det seneste albumudspil fra den amerikanske sanger. Inden albummet "Ryan Adams" havde Adams holdt en kunstnerpause på hele tre år. Det er ikke kun albummet, der bærer Adams' navn. Han har nemlig også selv produceret albummet. Albummet fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Lars Löbner Jeppesen med overskriften "Rockende Ryan skåner ikke ørerne længere." Overskriften henviser til Adams' høreskade Meniéres sygdom, som Adams ikke tager hensyn til på det nye album. "Ryan Adams" er nemlig et robust og energisk album.
Musikvideoen til "Gimme Something Good" er optaget i sort/hvid, og det dystre univers bliver forstærket med castingen af Elvira fra filmen "Mistress of the Dark" i rollen som Adams' begærsobjekt.